"The problem with our world is that we draw our circle of family too small." - Mother Teresa
Jeg har nået et punkt nu hvor det ikke længere er nyt for mig at blive stoppet på gaden af et barn i børnehavealderen der lige skal have noget helt bestemt opklaret, man bor vel i en lille by. Det hænder jævnligt at jeg har fornøjelsen af at hente min yngste ven i børnehaven og kort efter frokost i dag rendte jeg igen rundt ude på legepladsen for at lokalisere ham i mylderet af børn - de kender mig efterhånden og var gode til at hjælpe i eftersøgningen.
Jeg fandt Joshua og sammen med ham en en lille pige som jeg genkendte fra tidligere på ugen hvor hun havde stoppet mig på vej ind i Rema for at konstatere at "du er Joshuas storesøster!". Dengang måtte jeg både forklare at jeg var Joshuas ven og hvad de sovende påskeliljer i min hånd var. Hvor god min sidste forklaring var ved jeg ikke, men min første har i hvert fald ikke været god nok for nu stod hun i garderoben og kiggede op på mig og spurgte: "Hvem er du?" "Jeg hedder Miriam, hvad hedder du?". Hun svarede med sit navn og omformulerede så sit spørgsmål: "Men hvem er du for Joshua?" (Hvordan en pige på fire år kunne formulere sådan et spørgsmål har jeg spekuleret over lige siden men lad nu det ligge.) Jeg forklarede atter engang at jeg er Joshuas ven og Joshua nikkede bekræftende: "Ja, vi er bare gode venner". Den lille pige havde det der ansigts udtryk som typisk kun børn har, fordi de ikke føler et behov for at skjule at de finder noget morsomt og en smule underligt og så kiggede hun op på mig og udbrød små grinende "Det er bare så mærkeligt at I er venner når du er så stor og Joshua er så lille..." Igen nikkede Joshua "Det synes jeg også!".
I det mindste troede den her pige ikke at jeg var Joshuas mormor (jep, det skete for et par uger siden. Jeg er 22 år gammel og barnets mor lignede en der kunne have gravet sig ned i jorden ved hendes datters kommentar. Joshua og jeg har grinet meget over det efterfølgende :-)).
Men det fik mig til at tænke på noget - hvorfor er det så sært for folk at vi er venner trods de 17 års forskel i levetid? Børnene på fire og fem år er bestemt ikke de eneste der undrer sig, pædagogerne står jævnligt og har svært ved at finde ud af hvad jeg laver der når ikke jeg er familie eller barnepige, og så er der mine jævnaldrende der smiler overbærende når jeg refererer til ham som min ven. Som om jeg selv snart burde forstå at han ikke kan være min ven når "jeg er så stor og han er så lille".
Det ærger mig at vi tilsyneladende har det sådan i vores samfund. Tænk på alt det folk går glip af. Jeg er så taknemmelig for mine jævnaldrende veninder hvis personlighed ligger sig tæt op ad min, hvis humor jeg deler, med hvem jeg er fælles om troen på Jesus og kan snakke om stor og småt her i livet. Jeg ville ikke undvære det. Men jeg vil heller ikke undvære mit venskab med Joshua - eller med de andre børn der er mine venner. Eller med de af mine venner der er over dobbelt så gamle som mig.
Ja, selvfølgelig er det forskellige ting vi laver (Joshua har dog forsøgt at finde en kæreste til mig (hvilket iøvrigt er noget mine venner er flittige til at forsøge sig med. Uanset om de er 5 år, 14 år, 20 år, 32 år, 41 år eller 54 år...), det faldt dog lidt til jorden da han frustreret konstaterede "Men jeg kender slet ikke nogle drenge på din alder jo!").
Men der er nok heller ikke så mange af mine jævnaldrende veninder som synes det er jordens bedste idé at prøve at vaske vinduer i kagecreme fordi Rosa fra Rouladegade foreslår det. Eller endnu engang gider læser Halfdans ABC og knække sammen af grin over Else der elsker pølse. Eller bygge lego togbaner der er seje nok til at køre ovenpå sofabordet og kæmpe stakke af bøger (og smile sødt så mor ikke bliver sur når hun ser rodet ;-)). For slet ikke at snakke om umiddelbar glæde over simple ting - det er svært at hamle op med Joshuas ansigtsudtryk i dag da jeg fortalte ham at han måtte spise al den soft ice han kunne.
Hvis jeg ikke havde venner der havde en anden alder end mig selv, så ville jeg jo aldrig finde ud af hvad der sker når man vasker sine vinduer i kagecreme (og ja - vi har lagt planer om at gøre det når det bliver lidt varmere udenfor og man kan forsvare at sjaske alting (inkl. os selv) til i vand og sæbe bagefter). Og sikke en skam. Det gælder iøvrigt også dem der er ældre - omend de af mine venner der er 17 år ældre end mig nok ikke ligefrem er klar på kagecreme-idéen så beriger de mit liv på andre måder som hverken de yngre eller de jævnaldrende kan (men det her indlæg er langt nok allerede, så det må bliver en anden gang :)). Og nårh ja, så siger de kloge at det ovenikøbet har et hav af andre fordele at have venner af forskellig aldre.
Mit liv ville være fattigere uden den slags venskaber som krydser generationerne. Så jeg øver mig på et bedre svar på hvorfor Joshua er min ven når nu "jeg er så stor og han er så lille."
