Hjemmebagt knækbrød // Homemade crispbread

Et af de første seriøse udfordringer jeg rendte i med den her Candida diæt var hvad i alverden jeg skal spise mellem hovedmåltiderne. Min kære moder og jeg brød vores hoveder længe og kom så frem til at ændre lidt i opskriften på knækbrød:

Hjemmelavet knækbrød (Anti Candida diæt) // Homemade Crispbread (Anti-Candida)

2 dl havregryn/oats

2 dl sesamfrø/sesame seeds

2 dl hørfrø/flaxseed (linseed)

2 dl solsikkefrø/sunflower seeds

1,5 dl kokusmel/coconut flour

2 dl rugmel/ryeflour

3 dl vand/water

0,5 dl oliven olie/olive oil

1 tsk bagepulver/tsp baking powder

1 tsk salt/tsp salt

Tænd ovnen på 180 grader. Først blandes frøene og melen sammen, så tilsættes resten af ingredienserne og dejen rules ud fordelt på to bradepander, mellem to stykker bagepapir så det kan blive fladt. Skær skriverne inden du bager dejen og bag i 20 minutter.

//

Turn the oven on 180 degrees celsius. Mix the seeds and the flours together, add the rest of the ingredients and roll the dough on two separate baking pans in between two baking sheets so it can become flat. Cut the pieces before you bake it and bake for 20 minutes. 

Jeg spiste skiverne og dyppede dem i hjemmelavet smøreost (en del af dem kom ret smuldrede ud fordi jeg ikke lige havde fanget den med kagerullen og bagepapiret :)). Jeg havde også min fire-årige ven til at hjælpe mig med at bage og med at spise - begge dele var et stort hit, men fik brug for støvsugeren bagefter! :)

Hjemmelavet smøreost

Det er utroligt hvad man finder ud af når man ikke må spise størstedelen af varerne i Rema. F.eks. fandt jeg ud af at det er utroligt nemt at lave smøreost - jeg blev helt overrasket, og så smagte det ovenikøbet godt :)

Hæld tykmælk op i et rent (sjovt nok) viskestykke, jeg bruger tykmælk fordi der er levende mælkesyrebakterier i og det er et kriterie for mælkeprodukter på Candida, men smøreosten bliver sandsynligvis endnu bedre med yogurth - så kan du også vælge en smag hvis du har lyst :)

Hæng det til afdrypning natten over (min lille skål var mere end rigeligt til væden), jeg hang mit viskestykke op med gavebånd da det er det nærmeste jeg kommer på at have snor i huset :). Min bedste erfaring er med at hænge det op lige inden jeg går i seng og tage det ned som noget af det første om morgenen - ellers løber der næsten for meget væde af og det har ikke rigtig smøreoste konsistens mere. 

Om morgenen skrabes osten ud og ned i en skål (tak for den fancy dejskraber, kære søster :))

Til sidst tilsættes lidt salt efter smag, osten kan holde i en lukke beholder i køleskabet, en 3-4 uger (siger folk på nettet, jeg selv får det spist inden jeg har prøvet så lang tid af). 

Jeg kan faktisk rigtig godt lide smagen af den her ost (jeg var selv lidt overrasket) og det er en af de ting jeg højst sandsynligt bliver ved med, også når jeg begynder at spise mere normalt igen :)

Bagt hokkaido

En opskrift? Ja hvad sker der lige der?
Såmænd bare det at jeg er havnet på en anti-Candida diæt - og det er lidt af et projekt eftersom listen med fødevarer man ikke må spise synes uendelig. Dermed er der også relativt få egnede opskrifter, så jeg tænkte at nu hvor jeg alligevel er i gang med at opfinde hvad der virker som den dybe tallerken (men sikkert ikke er det) så kunne jeg lige dele den. (Af søgehensyn bliver dele af indlægget her på engelsk)

Bagt Hokkaido, anti-candida (opskriften er til en person) // Baked Hokkaido, anti-candida friendly (recipie for one person)

Jeg fandt et hokkaido græskar til en 5'er i Rema og eftersom jeg lever af grøntsager og grøntsager er dyrt, så virkede det som et scoop. I dag har jeg så fyldt det med kylling o.a. og bagt det. Det var en succes - jeg er i hvert fald mæt nu! :)

- Tænd ovnen på 200 grader // Put the oven at 200 degrees celsius

- Del hokkaidoen i to og udhul den del du skal bruge, gem kernerne de er gode på en Candida diæt // Cut the hokkaido in two and empty the part you will use, save the seeds they are good on a Candida diet

- Vend hokaidoen med bunden op af på en bradepande og smør den med olivenolie // Turn the hokkaido bottom up un a baking pan and cover it in a thin layer of olive oil

- Bag ved 200 grader i 20 minutter // Bake at 200 degrees celcius for 20 minutes

Mens hokkaiodoen bager laver du fyldet til den. Det kan naturligvis varieres lige som du vil have den, jeg brugte (undgå for mange gulerødder på candida): // While the hokkaido are in the oven you make the filling for it. Of course you can use whatever you like; what I used is anti-candida friendly - for that, avoid too many carrots:

Nej, det er ikke en chili - det er en rød peber :)

- Hak løg, hvidløg (jeg hakker også forårsløg) og steg dem i lidt olivenolie indtil de er gennemsigtige // Chop onion, garlic (I also chop spring onions) and fry them in a bit of olive oil until golden

- Skær pebber, gulerødder og valnøddekerner (og hvis du er min mor, så sidder du nok lige nu og tænker "det med valnødderne har hun vist ikke selv fundet på..." og deri har du helt ret. Jeg har tyvstjålet idéen fra Dalsgaard i Skivholme (hendes øvrige ingredienser må jeg ikke spise, men valnødder lød godt :))) og steg dem sammen med løgene i et par minutter // Cut peber, carrots and walnuts and fry them with the onions a couple of minutes

- Hæld blandingen i en skål og skær kyllingen i små tern // Put the mixture in a bowl and cut the chicken in small bites

- Krydr kyllingen som du har lyst og steg det til det ikke længere er rødt inden i // Add spices to your liking to the chicken and fry it until it's not red inside anymore

- Bland kyllingen med grøntsagerne // Mix the chicken with the vegetables

- Når Hokkaidoen er bagt færdigt tager du den ud af ovnen og vender den om hvorefter du fylder den med blandingen (note: jeg havde nok til to, og det er helt bevidst - godt med rester :)) // When the hokkaido is done baking, take it out from the oven and turn it around and put in the chicken/vegetables mix (I had enough for two, and that was intentional - yay for leftovers :))

- Hvis du spiser ost kan du med held drysse noget parmasan e.l. over inden du bager den, for os andre så har jeg drysset med oregano - det duftede fantastisk mens den bagte og bidrog med god smag. Tilsæt evt. også salt. // If you can eat cheese, grate parmasan cheese on top, for the rest of us, I drizzled oregano on there - it smalled amazing while it baked and helped the taste. Add salt too, if you like. 

- Bag i 30 minutter - stadig ved 200 grader  // Bake for 30 - still at 200 degrees celsius

- Spis, drik og vær glad! :) // Eat, drink and be merry! :)

Skrællen kan eftersigende spises, men jeg kunne slet ikke lide smagen så jeg skrællede den af med min kniv, det var lige til selvom det rodede lidt på tallerknen. // You can apparently eat the outside to, but I didn't like the taste at all so I peeled it off, with was fairly easy to do with my knife even though it created a mess on the plate.

Hvorfor er du fortvivlet min sjæl?

Måske har du prøvet det - du vågner op om morgenen, og uden nogen form for advarsel er dagen bare hård ved dig. Der er ikke nødvendigvis nogen grund, der er ikke nødvendigvis noget at snakke om og der er ikke nødvendigvis nogen løsning. Vejret kan være godt, søvnen kan have været nok og dagens program kan være tiltalende. Alligevel er du trist og du forstår ikke hvorfor.
Jeg vågnede til sådan en dag i dag. Det er på ingen måde første gang det sker, så jeg gjorde det jeg plejer at gøre - sænker mine forventninger til dagen og omarrangerer de ting jeg kan sådan så tingene ikke bliver værre. Og drikker en ekstra kop kaffe, selvom jeg godt ved den ikke hjælper på den manglende koncentration eller tågetheden i hjernen. :)

I dag var alligevel lidt anderledes end de typiske ikke-så-heldige-dage, ikke fordi den drastisk ændrede sig og blev overdrevet awesome eller fordi der kom en bamse ned fra himlen og krammede mig eller jeg pludselig elskede at læse tragiske kærlighedshistorier i tysk, men fordi jeg opdagede noget spænende. Spænende på sådan en lidt twistet måde måske, men spænende alligevel.

Jeg ved ikke hvordan det er at være deprimeret og ikke have en tro på Gud.
Men jeg ved hvordan det er at være deprimeret, tro på Gud og tvivle på hans godhed, trofasthed og kærlighed.
Det er utroligt smertefuldt.
Og så ved jeg hvordan det er ikke at være i tvivl om Guds godhed, trofasthed og kærlighed - og være deprimeret alligevel.
Det er meget underligt. Og stadig smertefuldt, men på en hel anden måde.
(Sidenote: Hermed ikke sagt at hvis du passer ovenstående beskrivelse så har du en depression, ovenstående er blot et vagt forsøg på at beskrive hvordan jeg oplever den depression der er en del af mit liv.)

Det var en spøjs opdagelse - den der totalt fundamentale forskel der er på de to måder at være deprimeret på. Jeg har ikke nødvendigvis nogen indflydelse på hvilken en af dem der er den aktuelle - men ved Guds store nåde er jeg, efter en del meget smertefulde år, havnet i at være deprimeret og ikke være i tvivl om Guds godhed, trofasthed og kærlighed.
Det er jeg virkelig taknemmelig for. Og samtidig er det nærmest sværre at deale med end de gange jeg har været grundlæggende i tvivl og skreget og hylet i ren frustration (beklager eventuelle traumer jeg måtte have påført folk i nærheden). Det er sværre på den måde at det synes så "overflødigt", ja jeg kan nærmest føle at jeg ikke har fattet hvad det i virkeligheden går ud på.
Den gang jeg var i tvivl om Guds godhed og kærlighed, var det på en eller anden måde nemmere at acceptere at jeg havde det dårligt - jeg vidste jo ikke om der rent faktisk var grund til at have det godt.
Men nu, nu sidder jeg gang på gang med følelsen af at min sjæl ikke har forstået hvordan virkeligheden ser ud - hvorfor er den så deprimeret? Gud er jo god. Himlen kommer nærmere og nærmere. Livet er jo i bund og grund godt og det ved jeg godt. Det mærkes bare ikke sådan. Det er en frustrerende følelse at sidde med, og skal man tro statistikkerne er der flere der kender til det end vi lige går og tror - at vide at man har al grund til at være glad og taknemmelig og samtidig være trist og taknemmelig helt ind i dybet af hjertet.

Noget kunne tyde på at Korasønnerne i Bibelen kendte til det, og de formulerer det utroligt smukt i hans 42ende salme (og den 43ende også), de taler til deres sjæl, når de siger:

Hvorfor er du fortvivlet, min sjæl?
Hvorfor skælver du i mig?
Vent på Gud!
For jeg skal takke ham på ny,
min frelser og min Gud.

Og hvor kender jeg det godt fra mig selv - den situation hvor ens hovede, af uransagelige årsager, igen er endt fladt nede på bordet og man frustreret sukker noget i retningen af "Hvad er der galt med dig?? Se hvordan solen skinner, hør på løftet om det himmelske håb, tænk på dine venner der elsker dig, der er is i fryseren... Du har ingen grund til at være så trist! Gud er god mod dig!"

(Sidenote #2: Det er altid lidt risikabelt at skrive om de her ting, der er så stor sandsynlighed for at blive misforstået. Når jeg taler om at vide at Gud er god mod mig, så må du ikke læse det som sådan et forsøg på at overbevise min egen sjæl om at Gud rent faktisk er god (tro mig, det har jeg ofte prøvet (!) men det er ikke det jeg taler om her.), men læs det som en dyb indre overbevisning.)

Og alligevel - af grunde der er mig ukendte - er den overvælende tristhed der. Der er dage hvor den er det eneste der er der, men oftest eksisterer den side om side med håb, taknemmelighed og latter. Måske var det det Paulus mente når han snakkede om altid at glæde sig? (Fil. 4:4), jeg ved det ikke. Men det er en interessant fænomen... (På en twistet måde, jeg sagde det jo! ;-))

En livslektion fra en fire-årig

(Efter længere tids pause, fik jeg lige et indfald jeg havde lyst til at blogge og så så at jeg stadig havde den her blog. Efter at have læst hvad jeg selv skrev i mit første indlæg her konkluderede jeg at det nok er et meget passende sted at smide anekdoten her :))

--------

Jeg har en god ven. Han er fire år gammel og bor i den samme lille landsby som jeg. Trods en aldersforskel på 17 år, så deler vi mange glæder og interesser. Som f.eks. i går da vi stod og lavede aftensmad og han udbrød, midt imellem intens skæren af champignon “Miriam! Skal vi ikke lige have en is mere. Lige nu?” eller da vi lidt senere ligger ude på græsset og han pludselig udbryder "Miriam! Vi har lavet et T" (jeg troede det var the vi havde lavet og var forvirret i ret lang tid, indtil han rendte ind og fandt et bogstav kort med bogstavet T på og gav mig en mindre lektion i hvorfor måden vi lå på lignede et T.).

Det blev, på mest demokratisk vis, besluttet at vi skulle spise aftensmaden på et tæppe ude på græsset og han gik i gang med at finde tallerkner frem. Vi fik os sat side om side og jeg så lettere spændt til mens han hældte saftevand op til mig og vi begyndte at spise. For første gang den eftermiddag var der stille i mere end 20 sekunder og jeg benyttede chancen til at kigge over på min lille aftensmads-date. Han så ganske enkelt lykkelig ud, helt igennem glad - ja, det tangerer vel nærmest til salighed som han sad der og spiste sine pasta-sløjfer. 

Det er noget af det jeg altid lærer når jeg hænger ud med min yngste ven, man behøver ikke at vinde i Lotto, have fået en ny bil eller lige være blevet gift for at være ovenud glad. Man kan have fået en skål pasta og sidde på et tæppe i skyggen. Jeg tror det glæder Gud og ærer ham når vi glædes over ting her i livet - store som små, for som Jakob skrev det (1:17) så kommer alle gode og fuldkomne gaver fra Gud. Ville du ikke også blive ekstra glad når nogen glæder sig over det du giver dem?

Jeg ved det fra mit eget liv, og i går tog jeg mig selv i det igen, jeg tager så nemt tingene for givet. Jeg glemmer at alt hvad jeg har er en gave - hvis jeg huskede det, så ville jeg sansynligvis se på verden på en hel anden måde. Med langt større taknemmelighed. Så ville jeg sidde som min lille gæst igår og gå helt i “takke-hak” (“Tak for is Miriam, tak fordi jeg måtte komme, tak for pasta, tak for…”) og takke for det ene og det andet og det tredje og så forfra igen, jeg ville slet ikke kunne skjule min taknemlighed og glæde.

Det minder mig om noget jeg læste i Henri Nouwens bog “Den fortabte søn vender hjem” (The Return of the Prodigal Son: A Story of Homecoming) for nylig. Han skriver, om den ældste søn og hans potentielle hjemkomst til faderen: “Bitterhed og taknemmelighed kan ikke eksisterer side om side, da bitterheden spærrer for forståelsen og erfaringen af livet som gave. Min bitterhed fortæller mig, at jeg ikke får, hvad jeg har fortjent.” (s. 93) - taknemmeligheden fortæller mig at jeg får hvad jeg ikke har fortjent. Og hvis ikke det er glæde og mere taknemmelighed værd, så ved jeg ikke hvad der er!

Dagens citat

“A child can teach an adult three things:

to be happy for no reason,

to always be busy with something,

and to know how to demand with all his

might that which he desires.”

― Paulo Coelho