En anderledes Langfredag

Han er opstanden, det er stort,

og dermed er en ende gjort

på al min ve og jammer.

Han er opstanden, det er nok,

min grav, som var en fangeblok,

er nu et brudekammer.

Al spe, suk, ve,

dødens fagter jeg foragter,

gravens hvile

synes til mig nu at smile.

(DDS 229 - Hans Adolph Brorson)

Lay me down and let me say goodbye to this world

You can lay me anywhere

But just remember this

When you lay me down to die

You lay me down to live

(Lay me down - Andrew Petterson)

Jeg husker Langfredag sidste år, jeg husker den fordi den var helt igennem sørgelig for mig. Først kunne man finde mig grædende nede i kirken mens lidelseshistorien blev læst højt og derefter kunne man finde mig gå grædende rundt nede ved fjorden for til sidst at ende hjemme (hvor der rent faktisk var nogle lommetørklæder) ved min computer, grædende i færd med at skrive et brev der forklarede min familie og venner hvad de skulle stille op den dag jeg døde, hvilke salmer jeg gerne ville have med til min begravelse og hvad der skulle ske med mine bøger (prioriteter og alt det der!). Jeg sendte aldrig det brev, og der gik også lang tid før jeg fortalte min mor det eksisterede. Det lyder en anelse dramatisk, men lad os hoppe lidt tilbage.

På daværende tidspunkt havde jeg været syg i et år - mange smerter og enorm udmattethed. Lægerne havde ikke den fjerneste idé om hvad der var galt med mig og synes at sende mig fra Herodes til Pilatus (jeg kunne ikke modstod at bruge det udtryk i et indlæg om påske!). Det eneste de rigtig kunne fortælle mig var at alle de undersøgelser og tests de tog var normale men at det var en kronisk tilstand og jeg kunne få en tid igen om et halvt år. Det er sådan med kroniske sygdomme at de gerne skal finde et leje og så blive der, det var bare ikke det der skete - mens specialisten på sygehuset rystede på hovedet i forvirring og bad om flere blodprøver så gik jeg og tænkte. Da vi nåede påske, ironisk nok Langfredag, nåede jeg frem til den barske konklusion at jeg var igang med at dø. Lægerne sagde det aldrig, men jeg var på blot et år gået fra at have et normalt liv som elev på en højskole med fuldt program til at være ude af min seng to-tre timer om dagen og ikke have kræfter til at åbne en flaske med vand - det føltes som om min krop var ved at slå sig selv ihjel. Det var ikke noget jeg som sådan oplyste folk om, det var trods alt en voldsom ting, men man kan se det i min dagbog, kunne høre det på mine bønner og også indimellem skimte det her på bloggen. (For lige at give jer slutningen med, så er jeg ikke længere igang med at dø - eller jo, det er jeg jo men det føltes ikke så hurtigt som tidligere. Lægen puttede mig på en glutenfri diæt ud fra et prøveresultat de tilfældigt fandt, men uden nogen som helst fidus til det virkede. Et år efter mærker jeg tydeligt effekten og er stille og roligt igang med at blive mere rask.)

Hvad skete der den Langfredag sidste år som gjorde den så anderledes end alle andre Langfredage i mit liv? Jeg så døden i øjenene, tror jeg. Som jeg gik der ved fjorden og pludselig fandt noget jeg aldrig havet fundet i mig før - en panisk angst for døden - så gav Gud mig nåde til at forlige mig med den. Til at nå til den erkendelse at livet aldrig har været, aldrig vil blive, i mine egne hænder. At jeg har lagt mit liv i hans hænder i fuld tillid til at han bevarer mig og gør med mig efter hans vilje, til at hans nåde er mig nok i min afmagt. Det gik op for mig at jeg, sygdom eller ej, altid har kunnet dø hvert øjeblik det skulle være og jeg blev i stand til også at ligge afslutningen af mit liv i hans hænder. Tilbage stod jeg "blot" med den store smerte jeg vidste det ville blive for min familie og venner, skulle jeg dø før jeg fyldte 25. Derfor brevet til dem. Jeg havde nu gjort alt hvad jeg kunne og jeg mærkede tydeligt lettelsen. Lørdagen gik i sengen men søndag brugte jeg en af mine på-benene-timer på at gå i kirke. Det var trods alt Påskesøndag og årets mest festlige dag.



Den føltes dog ikke festlig, som jeg næsten ikke kunne sidde stille fordi alting gjorde ondt og knap kunne stå op fordi jeg var så udmattet. Men som vi stod der og sang "tag det sorte kors fra graven" kunne jeg alligevel ikke lade være med at glæde mig og være fyldt af taknemmelighed til Gud. Han havde jo netop givet mig alt hvad jeg havde brug for. Som Paulus skrev det: For ingen af os lever for sig selv, og ingen dør for sig selv; for når vi lever, lever vi for Herren, og når vi dør, dør vi for Herren. Hvad enten vi altså lever eller dør, tilhører vi Herren. (Rom. 14:7-8)

Jeg står denne påske med en overstrømmende taknemmelighed. Både fordi Gud er i fuld gang med at helbrede mig og jeg føler mig selv begynde at vende tilbage til livet. Men så langt, langt mere fordi han har taget de her meget lange år og brugt dem til at drage mig nærmere ham. Jeg hørte den anden dag, det sagt om noget hårdt at "det har ikke ødelagt mit liv, for det har bragt mig til Jesus." - jeg kunne dårligt sige det bedre. Taksigelsen nu har muligvis en anden form og et andet udtryk end den havde midt i smerten - men den er stadig over det samme: Gud er mig nok, Gud har frelst mig, Gud elsker mig og drager mig til ham og jeg skal bruge evigheden sammen med ham. Han er i sandhed en nådig og kærlig Gud.

Påske - det er nyt!

(Disclaimer: starten af dette blogindlæg skrev jeg for flere uger siden - lige i begyndelsen af fasten, men I skal ikke snydes for det selvom det ikke helt passer ind tidsmæssigt mere :-)

Jeg har et eller andet specielt forhold til påske. Jeg har før snakket lidt om det, påskeugen er en helt vildt følsom uge for mig - og i år synes den at begynde tidligere end den plejer. Det er selvfølgelig ikke sandt, påsken er jo ikke begyndt endnu, men det er fasten. Jeg tror faktisk i år er første gang hvor jeg har oplevet fastetiden som en form for højtid også (for dem af jer der ikke er så velbevandret i kirkeåret og som ikke lige gider til at Google så er fasten de syv uger der går mellem fastelavnssøndag og påskeugen). Faktisk har jeg i år meget samme forhold til faste-tiden som jeg har til advents-tiden, det er den her venten, en form for forberedelsestid.
Det er jo ikke fordi jeg render rundt i syv uger og forbereder et påskemåltid, puster æg og øver mig i at bage usyret brød. Det er på en anden måde, det er en form for mental forberedelse - påskesangene spiller hyppigere, søndagenes prædikener er over tekster der har relation til påsken, foråret kommer - det er en eller anden oplevelse af at der er ved at ske noget nyt.

Og er det ikke i virkeligheden påsken i en nøddeskal? Der sker noget nyt. Der skete noget nyt. En frelser døde som en forbryder. Forhænget blev revet i to. Mennesket blev forenet med Gud. Jesus opstod fra de døde som den første af mange. Ja - i påsken skete der virkelig noget nyt! Det er det jeg forbereder mig på, tror jeg, det nye - eller jo mere påmindelsen om det nye. Og det er vigtigt - det nye er så sært, det er så underligt Gud frelste dem der har forsyndet sig imod ham. Vi har brug for at blive mindet om, og at minde os selv om, den virkelighed det er. Det har jeg hver eneste dag af mit liv - ellers så glemmer jeg det. Jeg er i så stor fare for at tage det for givet, for bare at farve nogle påskeæg og plante nogle blomster i haven og nyde de mange ekstra fridage det danske forår bringer med sig. Jeg må hele tiden mindes om hvor nyt det var, hvor stort det er - Gud, som menneske, døde for at forsone sig med os syndere der hadede ham. Det forstår man virkelig ikke, men ikke destomindre er det den fantastiske sandhed!

Man behøver ikke kender mig specielt godt for at vide at jeg elsker påskesalmer. Sådan virkelig meget. Det er begrænset hvor mange af dem jeg kender melodien på (omend antallet vokser stødt) men teksterne - hold nu op. Der bliver jævnligt fældet tårer, lad os bare sige det på den måde. Derfor, i stil med jule-indlægget, følger nu en påske potpourri med en blanding af salmer og sange. Jeg har søgt at lade det følge påskens begivenheder og dermed bevare en form for rød tråd - så håber vi det lykkedes!

Se, hvor nu Jesus træder

hen til den morderstad,

enddog man ham bereder

så grumt et blodebad.

Enddog med Guddoms-øje

sit fængsel, kors og nød

forud han skuer nøje,

ja, ser sin visse død.

Dog vil han fri i sinde

mod sine fjender gå;

han ved, han skal dem binde

og evig sejer få.

(Se, hvor nu Jesus træder - Thomas Kingo)

Han står på randen af sin grav,

i nat de ham forråde;

men helligt, varigt pant han gav

os på sin store nåde;

den klare vin, det hvide brød,

det er hans blod, som for os flød,

det er hans legems samfund.

(Han står på randen af sin grav - Michael Nielsen Schmidth)

The cup we drink, the bread we eat

Reminds us You are all we need

And makes us long for Your wedding feast

(Hunger and Thirst - Sovereign Grace Music)

Se, hvor våndefuld han falder

ned med bøn udi sin nød,

trende gange Gud påkalder,

beder, at den bitre død

og den kalk må vige hen,

er dog straks tilfreds igen!

hvad hans Fader kun behager,

derimod han gerne tager.

(Over Kedron Jesus træder - Thomas Kingo)

Silent as He stood accused

Beaten mocked and scorned

Bowing to the Father's will

He took a crown of thorns

(Man of Sorrows - Hillsong)

One day they led Him up Calvary's mountain

One day they nailed Him to die on a tree

Suffering anguish, despised and rejected

Bearing our sins, my Redeemer is He

Hands that healed nations, stretched out on a tree

And took the nails for me

(Glorious Day - Casting Crowns)

Det fjerde ord var frygteligt,

og aldrig hørte Himlen sligt:

»Min Gud, min Gud, hvorfor har du

i denne nød forladt mig nu?«

(Gak under Jesu kors at stå - Thomas Kingo)

På korsets træ de pinte ham

med nagler og med spyde;

hvor så man fra det offerlam

det røde blod at flyde,

hvor så man da hans hjerte slå,

hver åre som en bæk at gå,

hans hoved sig at hælde!

Guds Lam! hvorledes skal jeg dig

så dyb og ubegribelig

en kærlighed gengælde?

(Her ser jeg da et lam at gå - Hans Adolph Brorson)

Gud Fader:

"My precious Son, I hear them screaming

I'm watching the face of the enemy beaming

But soon I will clothe You in robes of My own

Jesus, this hurts Me much more than You know

But this dark hour I must do nothing

Though I've heard Your unbearable cry

The power in Your blood destroys all of the lies

Soon You'll see past their unmerciful eyes

Look there below, see the child

Trembling by her father's side

Now I can tell You why

She is why You must die"

(Why - Nichole Nordeman)

Mennesket:

For min skyld blev du så forladt

og af Guds vrede taget fat,

at aldrig jeg forlades skal

i dødens grumme, dybe dal.

(Gak under Jesu kors at stå - Thomas Kingo)

Tyven på korset:

Only one of us deserves this cross, a suffering that should belong to me

Deep within this man I hang beside is the place where shame and grace collide

And it's beautiful agony that He believes it's not too late for me

This is how Love wins, every single time

Climbing high upon a tree where someone else should die

This is how Love heals, the deepest part of you

Letting Himself bleed into the middle of your wounds

This is what Love says, standing at the door

You don't have to be who you've been before

Silenced by His voice, death can't speak again

This is how Love wins

(This is how Love wins - Steven Curtis Chapman)

En påskelørdag, ond og grå,

med sine træge timer

til enden gennemlides må,

før påskeklokken kimer.

En sabbat, ja, en hviledag,

den kaldes må med rette.

Dog har den ej sin ro og mag

til glæde for den trætte.

Dens hvile er en dødsens ro,

hvor ej er mer at gøre,

med udslukt håb og visnet tro

og ingen trøst at høre. -

(Der venter bag langfredags nat - K.I. Aastrup)

Not a word was heard

at the tomb that day.

Just shuffling of soldiers feet

as they guarded the grave.

One day, two days,

three days had past.

Could it be that Jesus

breathed His last?

Could it be that His Father

had forsaken him?

Turned his back on his son

dispising our sin.

All hell seemed to whisper

"Just forget Him, He's dead."

(Arise My Love - Newsong)

Hvordan fra død til liv han kom,

kan ingen her fortælle om.

Hvad kun kan ske, hvis Himlen vil,

har jorden ingen vidner til.

(Det er så sandt, at ingen så - K.I. Aastrup)

Jesus lever, graven brast,

han stod op med guddomsvælde,

trøsten står som klippen fast:

at hans død og blod skal gælde.

Lynet blinker, jorden bæver,

graven brast, og Jesus lever!

(Jesus lever, graven brast - Johan Nordahl Brun)

Maria Magdalene:

You. Is it You? Standing here before my eyes, every part of my heart cries

Alive! Alive! Look what Mercy’s overcome; Death has lost and Love has won Alive! Alive!

Hallelujah, Risen Lord, the only One I fall before I am His because He is alive.

(Alive - Natalie Grant)

Han er opstanden, det er stort,

og dermed er en ende gjort

på al min ve og jammer.

Han er opstanden, det er nok,

min grav, som var en fangeblok,

er nu et brudekammer.

Al spe, suk, ve,

dødens fagter jeg foragter,

gravens hvile

synes til mig nu at smile.

(Hvor er dog påske sød og blid - Hans Adolph Brorson)

Refleksioner, taknemmelighed og nytårsfortsæt...

"Resolution One: I will live for God. Resolution Two: If no one else does, I still will."
- Jonathan Edwards (som faktisk lavede intet mindre end 70 fortsæt som ung)

"Livet forståes baglæns, men må leves forlæns" - Søren Kierkegaard

"There are two kinds of people: those who say to God, 'Thy will be done,' and those to whom God says, 'All right, then, have it your way.'" - C.S. Lewis

Jeg har fødselsdag to dage før nytår. Det kan der siges meget om - hvordan det var svært at inviterer sine klassekammerater, hvordan man fik ubeskriveligt mange gaver sådan ca. alle dage mellem jul og nytår og hvordan man afslutter og begynder "to former" for år oven i hinanden.
Jeg ved ikke om det bare er mig, men jeg bliver altid ekstra refleksiv når jeg har fødselsdag - og når et år er slut. Det er både belejligt og ubelejligt at de to ting ligger så tæt hos mig, på den ene side er det hele klaret på en gang, på den anden side betyder det i praksis at min hjerne går i en eller anden form for tre-dages refleksions-eksil hvert år og har gjort det de sidste ti år. Jeg har vænnet mig til det efterhånden, og fundet ud af at det bestemt har sine fordele - selv mængden af tårer taget i betragtning.

Egentligt holder jeg af det, specielt efterhånden som jeg er blevet bedre til at håndtere intensiteten af det. Det er trods alt 365 dage og knap 9000 timer der lige skal igennem systemet. Hvad har været godt? Hvad har været mindre godt? Hvorfor? Hvem har vandret med mig, hvem vil jeg gerne sige tak? Hvor var jeg for et år siden - hvor sad jeg sidste år og skrev det her (jeg har prøvet at huske at finde de gamle bøger frem og læse hvad jeg skrev året for inden, men jeg er ikke lykkedes i det endnu af forskellige årsager, så jeg må satse på hukommelsens pålidelighed - velvidende den er ret selektiv)? Hvad har jeg set Gud gøre i mit liv i det her år? I andres liv?
Spørgsmålene er mange, og hvis man skulle læse det igen ville det sikkert ikke give super meget mening - og ikke umiddelbart være nogen synlig sammenhæng i sætningerne. Men det er underordnet, egentligt - for alle de tusindvis af ord på siderne i min notesbog er jo i grunden bare et middel til at nå et mål.

Et mål der, i al sin simpelhed, drejer sig om at være opmærksom på Guds virken i mit liv. Det går så let tabt fra dag til dag - måske kender du det, man kan ikke rigtig se skoven for bare træer (hvilket iøvrigt er et sært udtryk, men lad nu det være!). Så pludselig står man i en situation der minder rigtig meget om en tidligere og man ser sig selv handle anderledes. Det er sket så mange gange for mig i det sidste halve år at det er helt overvældende. Jeg glædes over det og jeg takker Gud. C.S. Lewis siger det ret godt, når han siger: "Isn't it funny how day by day nothing changes, but when you look back, everything is different..."

I lyset af de refleksioner - i lyset af alt hvad Gud har gjort, som jeg ikke engang selv har været bevidst om at han har gjort mens det foregik (læs: og som jeg da på ingen måde kan tage æren for!), så ender jeg altid uden nytårsfortsæt. Ind imellem gør jeg forsøget men de er altid både ude af tanke og sind når vi når 5. januar. Jeg gør mig nogle overordnede tanker, i lyset af de refleksioner, om hvor jeg tror det går henad og hvad jeg ønsker der skal ske med, i og omkring mig. Men så kommer jeg aldrig rigtig længere - jeg ender aldrig med en konkret plan (undskyld, kære coaches og undervisere. I har virkelig prøvet at få mig til det!) ikke fordi jeg er principielt imod det, af en eller anden grund virker det bare ikke for mig. Jeg ved det virker for mange andre, og det er fedt!

Der er nok mange grunde til det ikke virker for mig, men jeg tænker at noget der spiller en stor rolle er at jeg altid bliver så mega overrasket over hvor vildt det er det Gud han foretager sig og jeg kender mig selv godtnok til at vide at hvis jeg ligger en for fast plan og ramme så kommer jeg alt for nemt (og grueligt fejlagtigt!) til at tro at det var mig selv der gjorde alle de ting når året er slut. Det ville virkelig være en konklusion der ville gøre mig ked af det, for rigtig nok er det mit liv og et eller andet har jeg foretaget mig - men uden Gud, ja så var jeg nok ikke ligefrem kommet så langt (hvis jeg stadig var i live, that is). Så med den viden om min egen tilbøjelighed på det punkt, går jeg imorgen ind i endnu et år uden nytårsfortsæt. Jeg går ind i det med enorm taknemmelighed til Gud for alt det jeg har set ham gøre i mit og andres liv det sidste år og jeg går ind i det med en bøn og et håb om at næste år må bringe ham endnu mere ære og os endnu mere glæde (lad os lige indskyde at jeg på ingen måde er af den holdning at mål og nytårsfortsæt udelukker taknemmelighed til Gud). Jeg har det måske lidt som den kære Steen nedenfor.

Afslutningsvis vil jeg gerne give Brorson ordet. Jeg står gerne ved det - jeg har en forkærlighed for hans salmer, jeg tror vi havde haft mange gode snakke hvis vi havde levet samtidig!

I hans nytårssalme "O Gud, som tiden vender" (DDS 715) kommer tingene netop i perspektiv. Vi beder Gud velsigne det næste år Ham til ære og os til gavn og reflekterer over vores egen utilstrækkelighed i vores forvaltning af det vi er blevet givet og vender blikket mod Jesu tilstrækkelighed. Afslutningsvis snakker Brorson om døden, det virker måske brutalt, men han gør det i næsten alle sine salmer - og det er vel fair nok, døden er en del af livet. Vi synger om hvordan vi ikke er herre over døden, vi ved ikke hvem der skal dø i løbet af det næste år - måske skal vi selv, men vi ved at takket være Jesus så finder vi salighed i døden, skulle den komme. Det er en smuk salme. Det minder mig om det vigtigste - om hvorvidt vi når hvad vi gerne vil eller ej, om vi lykkedes i vore nytårsfortsæt, mål og tanker og planer for det næste år eller ej - så kan vi se frem mod evig salighed på grund af Jesus. Og i det lys, ja så falmer mine forsøg en anelse - uanset om de lykkedes eller ej. Til syvende og sidst er det ikke afgørende! Med de ord, så godt nytår, uanset om du laver nytårsfortsæt eller ej! 

O Gud, som tiden vender

og styrer i din hånd,

vi folder vore hænder

og sukker ved din Ånd:

I Jesu Kristi navn

lad dette år os være

velsignet, dig til ære

og vore sjæles gavn!

Dit ord og sakramenter

vi har til denne stund,

men ak, hvordan forrenter

vi disse store pund?

For Jesu blod og sår

lad dog dit lys tiltage

og vidt og bredt opdage

i det begyndte år!

Vi vide ej til hobe,

som for dit ansigt står,

hvem døden bort vil råbe

i det begyndte år;

for Jesu skyld bered

til døden vore sinde,

således at vi finde

i døden salighed!

En spænding der ikke er til at holde ud?

(Disclaimer: jeg er ikke teolog, på nogen måde og dette er ikke ment som et teologisk indspark i din juleaften. Det bør læses mere som en narrativ fortælling og et tankeeksperiment!)

Noget tid tilbage læste jeg et blogindlæg af en mor der havde besluttet sig at fortælle sine børn hvad de skulle have i julegave - uger før de fik dem. Det lyder lidt tosset, men før du drager nogle konklusioner så læs lige hvad hun skriver. Hendes drenge, med forskellige udfordringer, kunne simpelthen ikke rumme spændingen og det forsagede meltdown efter meltdown hele december. Det var ikke det værd. Så nu pakker de julegaver op som de ved hvad indeholder.

Det er lidt sådan jeg har det med julen. Ikke med pakkerne under juletræet (omend det aldrig har været så svært at gætte deres indhold), men med Jesus. Måske lyder sammenligningen lidt langt ude i dine ører (eller er det øjne i dette tilfælde) - men giv mig et øjeblik til at prøve at forklare mig selv.
Jeg er født ind i en tid, et land og en familie som gør at jeg altid har vidst at Jesus har frelst mig. Jesus blev menneske, han døde og han opstod - jeg havde ikke noget at være bange for, for selv i al min syndighed så var han nådig og god og trofast imod mig.

Prøv så at tænk på Israelitterne i den intertestamentale periode (hvilket er et fint ord for de ca. 400 år der går mellem vi hører de sidste ord fra Gamle Testamente og indtil Gabriel kommer til Maria med det glædelige budskab) - de vidste det ikke. Ikke helt i hvert fald, for de havde jo hørt om det eftersom historien dårligt nok er begyndt før Adam og Eva synder og Gud lover dem at Evas afkom skal knuse slanges hoved (Gen. 3:15). Moses talte om det da han sagde "Herren din Gud vil af din midte lade en profet som mig fremstå for dig, en af dine egne; ham skal I adlyde." (Deut. 18:15). David sang om det (Ps. 2:7, Ps. 22:7-8 osv.) og Esajas, lad os endelig ikke glemme Esajas: "Han skød op foran Herren som en spire, som et rodskud af den tørre jord...Men det var vore sygdomme, han tog, det var vore lidelser, han bar" (Is. 53:1-4). Det var der - som sådan en masse små spor allemulige steder, i en kultur hvor sådanne ting blev vidergivet gennem fortællinger og sange - mund til mund, far til søn.

Men 400 år - det er virkelig lang tid. Hvor mange generationer har den historie og det håb måtte vidergives uden nogen ny information om sagen? Wikipedia foreslår en 15-18 generationer. På det tidspunkt hvor Gabriel kommer til Maria lever der på ingen måde nogen der har hørt Esajas' stemme, endsige Davids. Nej, deres børnebørn lever ikke engang. Vi er langt forbi den periode hvor man kan tale om første- og andenhånds vidner til det givne håb. Det må nærmest være helt uvirkeligt, føles som en vandrehistorie ens bedstefars oldefar troede på engang - at Gud skulle komme. Spørgsmålet er vel også hvor synligt det har været for dem, de har jo egentligt ikke fået at vide hvad der var i gaven (for lige at hoppe tilbage til det billede) men var efterladt til at gætte ud fra diverse hints. Som vi sang det med Luthers ord i dag "hvad David dunkelt så og sang" - og dunkelt er nok en jævnt rammende beskrivelse.

Og alligevel så ventede de, de ventede på forløsning - omend de ikke var klar over hvordan det skulle foregå. Jeg ved ikke om man kan tale om decideret spænding som man kan det med børn og gaver, men man kan i hvert fald tale om forventning og længsel. Jeg blev glædeligt overrasket da vi sang nedenstående salme et par søndage i advents perioden, jeg vidste slet ikke den fandtes på dansk men jeg er betaget af både tekst og melodi. Den måde de synger de sidste to linjer i hvert vers på illustrerer virkelig den længsel og det håb der snart skal forløses!

O kom, o kom, Immanuel,
forløs dit fangne Israel
i pinefuld landflygtighed
langt fra dit åsyns herlighed.
O fryd! o fryd! Immanuel
vil komme til dig, Israel.
(DDS 77)

Tilbage til mig, til os. Vi har jo fået at vide hvad der er i gaven - vi behøver ikke vente og længes og håbe på at blive forløst og løskøbt. For Jesus er her. Jeg kan huske min undren da jeg, som relativt lille barn, sang i et børnekor (hvem skulle have troet det... Hermed min officielle undskyldning til korlederen for mit meget mangelfulde gehør!) en sang med teksten "vi venter, vi venter, nu kommer han snart.". Jeg fandt aldrig nogen at spørge, men hold nu op jeg undrede mig. Han var jo kommet? Jeg forstod ikke hvad det var jeg ventede på. Egentligt giver det stadigvæk ikke så god mening, men i det mindste forstår jeg nu at nogen har ventet.

Og så alligevel giver det jo mening - for vi venter stadig. Vi venter på Jesu andet komme. Vi ser stadig ikke det hele og kender stadig ikke fuldt ud. Der er faktisk ret mange paralleller mellem Israelitterne i de 400 år og du og jeg nu. Så mange at vi kommer til at forveksle salmer om Jesu andet komme med salmer om inkarnationen - tag f.eks. Joy to the World. Vi venter. Vi længes. Vi har et håb. Vi ved det kommer - men øjenvidnerne til det håb er for længst døde og borte. Dog har vi en seriøs bonus - vi har Helligånden til at vidne om det i vores hjerter.

Der er meget at sige om den sag, men indlægget her er allerede langt nok og jeg skal have pakket de sidste gaver.

Mens vi fejrer Jesu fødsel, så lad os ikke glemme at han kom for at dø og opstå sådan at vi kan komme med ham hjem når han kommer for anden gang og endelig lægger alting under sine fødder. Vi fejre så meget mere end blot at Gud blev menneske - som om det ikke var vildt nok i sig selv!

Glædelig jul!

Det var dog det særeste...

Jeg kan vist ligeså godt indrømme det - jeg har en svaghed for julesange. Ikke de der "Jingle Bell rock"-agtige nogen omend de er hyggelige. Min virkelig svaghed ligger i de julesange der så rammende sætter ord på hvad der egentligt skete den nat i Betlehem for et par tusind år siden da Jesus blev født. Det var jo i virkeligheden det skøreste - hvem havde set den komme? Gud som baby? En baby der skal frelse verden? Jeg kommer så let til at tage det som en selvfølge, som sådan en "jamen det er jo det der står i Lukas 2"-ting. Som noget jeg har hørt og vidst hele mit liv.

Og det er det jo også.

Men det er bare så meget mere end det. Jeg må aldrig nogensinde tage det for givet. Det slog mig på en ny måde de sidste par måneder hvor jeg har læst igennem det Gamle Testamente. Det var jo det her de ventede på, jøderne - sådan virkelig ventede, man kan forestille sig at håbet nærmest har fået karakter af vandre-historie til sidst: "Siger jeres bedstefar også at der skal komme en frelser en dag? Hvornår tror I? Er det bare en røverhistorie?". Måske har de nærmest glemt det i de 400 år vi ikke hører så meget om og pludselig en dag så er han der, i maven på Maria. Gud. Det er da skørt. Og det bliver det ved med at være - det skøreste og det vildeste og det mest kærlige, nådigste og bedste der nogensinde er sket. Gud blev menneske. Gud kom herned for at vi kan komme hjem til ham.

Seriøst. Det er jo hvad man kalder godt!

Hvad angår julesangene så har jeg sammensat en form for tekst-potpourri nedenfor, hvor jeg lader andre menneskers ord fortælle den vilde og skøre historie fra en blanding af vinkler. Måske mangler der lidt en rød tråd men jeg synes ikke vi skulle tilføje mere tekst end der allerede var, så med den samling blandende tanker og ord kommer også et Glædelig Jul herfra!

O kom, o kom, Immanuel,

forløs dit fangne Israel

i pinefuld landflygtighed

langt fra dit åsyns herlighed.

O fryd! o fryd! Immanuel

vil komme til dig, Israel.

(DDS 77)

Prophets promised long ago 

A King would come to bring us hope 

And now a virgin bears a son 

The time to save the world has come

(Sovereign Grace - God made low)

Empty manger, perfect stranger about to be born

Into darkness, sadness, desperate madness, creation so torn

We were so lost on earth, no peace, no worth, no way to escape

In fear, no faith, no hope no grace, and no light,

But that was the night before Christmas

(Brandon Heath - The night before Christmas)

God:

You see the world is dark and it needs a light

I’m gonna hang a star in the eastern sky

So everybody’s gonna know where I touch down

I’m leaving Heaven right now

-

I’m gonna walk around that broken Earth

Trading in these streets of gold

So if you ever wonder how much you’re worth

You should know

That you’re the reason why I’m leaving Heaven

-

Ain’t gonna be no kingdom, ain’t gonna be no crown

Just a little old manger, in a little old town

But it’ll do just fine for this humble King

I’m leaving Heaven let all the angels sing

(Matthew West - Leaving Heaven)

Joseph:

Why me, I'm just a simple man of trade

Why Him, with all the rulers in the world

Why here inside a stable filled with hay

Why her, she's just an ordinary girl

Now I'm not one to second guess what angels have to say

But this is such a strange way to save the world

(4Him - Strange way to save the world)

It was not a silent night

There was blood on the ground

You could hear a woman cry

In the alleyways that night

On the streets of David's town

(Point of Grace - Labor of Love)

One million chains could never hold back this moment in time 

One thousand dreams could never dream what this moment truly means 

Heaven and earth, they cradle the infinite Joy born on this night 

For it only takes one Child to forever change the world 

-

This Baby cries and for the first time 

The world hears the voice of God weep

Mary sings a lullaby 

As the Hope of the nations gently falls asleep 

She knows this is the one Child 

To forever change the world.

(Natalie Grant - One Child)

Mary:

Hold on now, got to take a deep breath

I don't know what to say when I look in your eyes

You made the world before I was born

And here I am holding you in my arms tonight

-

You're here, I'm holding you so near

I'm staring into the face of my Savior

King and Creator

You could of left us on our own

But you're here

(Francesca Battistelli - You're here)

When the babe was born

In a manger on the hay

God saw a veil torn

He saw Good Friday

He was born to die

-

We came here today

To celebrate His birth

But let us not forget

Why Jesus came to earth

He was born to die

(Shane & Shane - Born to die)

All is well all is well

Angels and men rejoice

For tonight darkness fell

Into the dawn of love's light

(Point of Grace - All is well)

The wise men:

Bringing our gifts for the newborn savior

All that we have whether costly or meek

Because we believe

Gold for his honor and frankincense for his pleasure

And myrrh for the cross he'll suffer

Do you believe, is this who we've waited for?

It's who we've waited for

-

How many kings, stepped down from their thrones?

How many lords have abandoned their homes?

How many greats have become the least for me?

How many Gods have poured out their hearts

To romance a world that has torn all apart?

How many fathers gave up their sons for me?

Only one did that for me

(Downhere - How many Kings)

Noel, Noel

Come and see what God has done

Noel, Noel

The story of amazing love!

The light of the world, given for us

Noel

(Chris Tomlin - Noel)

Er der nåde nok, Job?

“The gospel is this: We are more sinful and flawed in ourselves than we ever dared believe, yet at the very same time we are more loved and accepted in Jesus Christ than we ever dared hope.” - Timothy Keller

"Han elsker mig, min Herre Jesus Krist,
det er min sang, er vejen mørk og trist.
Når verdens bølger bruser mod min sjæl, 
han elsker mig! O, så er alting vel.

Han elsker mig min Herre Jesus Krist,
det er min sang for evigt, og til sidst
da skal jeg se hans ansigt,
og jeg jubler nu i vished, at han elsker mig." - J. Santon, S. Pedersen


Jeg læser Jobs bog lige for tiden (disclaimer: jeg er kommet til kapitel 29 i skrivende stund). Jeg har nok et temmelig atypisk forhold til den bog - den bringer mig stor trøst. Jeg har hørt flere sige de synes den er trist eller decideret deprimerende, men jeg ser igennem den en Gud der er nådig mod Job, selv efter han har brugt 30 kapitler på at forbande det liv Gud har givet ham.

"Er der nåde nok så, Miriam?" - det var et virkelig godt spørgsmål, der landede meget præcist på mig i en samtale for et par uger siden. Et spørgsmål som jeg tror Job kæmpede med i hans forsøg på at forstå hvordan Guds retfærdighed og nåde hænger sammen og både hans venner og hans kone var ikke blege for at give deres besyv med.

Job fastholdt selv at han var retfærdig (Job 32:1), på trods af han også siger at et menneske ikke kan være retfærdigt overfor Gud (Job 9:1-2). Hvordan de to ting hænger sammen skal jeg ikke gøre mig klog på, men måske var han bare forvirret over det hele. Det kan jeg godt sætte mig ind i. Uden at have noget særligt teologisk belæg for det, har jeg Job mistænkt for at være i tvivl om om der er nåde nok.

Har du nogensinde tænkt over hvad gør det ved en hvis man er i tvivl om hvorvidt Guds nåde rent faktisk dækker alt man har gjort og kommer til at gøre? Det gør en bange. Det får en til at udbryde med Job "Holdt han blot op med at slå mig, så skrækken for ham ikke skulle overvælde mig, da kunne jeg tale uden at frygte ham, for jeg ved, at jeg ikke har grund til det." (Job 9:34-35) Man frygter Gud. Og ej heller på den gode måde. Det er en kæmpe spænding at stå i, og en det tyder på Job kendte alt for godt: spændingen mellem Guds retfærdighed og nåde.

C.S. Lewis har et afsnit i Mere Christianity (Det er kristendom, på dansk) som jeg holder så meget af, hvor han skriver om denne spænding:

“God is the only comfort, He is also the supreme terror: the thing we most need and the thing we most want to hide from. He is our only possible ally, and we have made ourselves His enemies. Some people talk as if meeting the gaze of absolute goodness would be fun. They need to think again. They are still only playing with religion. Goodness is either the great safety or the great danger - according to the way you react to it. And we have reacted the wrong way.”

Gud er den eneste tryghed, Han er også den ultimative rædsel. Det er her Job finder sig selv stå - måske opdager han det først midt i lidelsen, men det er der han altid har stået. Det er her vi allesammen står. Gud er den eneste der kan redde os - og vi har gjort os selv til hans fjender. Jeg tror det var det der gik op for Job midt i hans lidelse. Hans gerninger var ikke gode nok, de slog ikke til. De. Kunne. Ikke. Redde. Ham. Uanset hvor mange køer han havde og hvor mange hjælpeløse han reddede (Job 29:12) - han slog ikke til, han var ikke nok. Hans gerninger var ganske enkelt ikke tilstrækkelige. Gud skyldte ham intet - på trods af hvor retfærdig Job selv synes han var, så var han i live udelukkende på grund af Guds nåde.

Det samme er sandt for mig. Og for dig. Jeg husker en særlig hård periode i mit liv, hvor jeg sad og snakkede med en af mine gode venner og han fortalte mig "Miriam. Dit liv er Guds nåde imod dig, uanset hvordan det opleves. At du lever er Guds nåde imod dig!". Jeg tror jeg har fortalt jer før at det bestemt ikke føltes som Guds nåde - og Job må have haft det på samme måde. Han må have spurgt sig selv, og sine venner: "er der nåde nok? Slår nåden til, selvom jeg aldrig bliver retfærdig? Selvom jeg aldrig kommer til at kunne gøre det godt nok? Selvom jeg aldrig kommer til at kunne slå til?" Job var i tvivl - og når man er i tvivl om hvorvidt Guds nåde slår til, så gør man alt hvad man kan for at tro man rent faktisk er retfærdig nok i sig selv - for så skulle det jo nok gå, selvom nåden skulle ske ikke at slå til.

Jobs ven, Sofar giver ham dog et rungende "JA" på hans spørgsmål, når han udtrykker sit ønske for Job om at Gud måtte åbenbare sig for ham sådan at han kan forstå "at Gud kan lade [hans] skyld være glemt." (Job 11:5-6). Der er nåde nok Job. Der er nåde nok Miriam. Der er nåde nok. At der er nåde nok, sætter en fri fra behovet for at bilde sig selv ind at man er retfærdig. Visheden om at nåden rent faktisk slår til, sætter en fri fra at tro at ens gerninger på nogen måde kan blive en til frelse.

Indimellem lykkedes det Job (og hans venner) at holde deres blik det rigtige sted og minde sig selv og hinanden om at nåden slår til - også for dem. At der ikke er grund til at være bange for Gud. At deres egne gerninger aldrig nogensinde slår til, men at Guds gerninger er dem nok. Job selv udbryder midt i det alt sammen

"Dog ved jeg, at min løser lever, til sidst skal han stå frem på jorden. Når min hud er skrællet af, når mit kød er tæret bort, skal jeg skue Gud; ham skal jeg skue, ham og ingen anden skal mine øjne se. Mit indre fortæres af længsel." (Job 19:25-27)

Han må være bare en anelse profetisk i sin udtalelse, for den løser der er tale om er Jesus. Og det er lige præcis derhen vi skal se for at forsikre os selv og hinanden om at der er nåde nok. Job længes efter at se Gud - noget man bestemt ikke længes efter medmindre man ved man kan stå retfærdig foran ham. Men ikke min egen retfærdighed, det var jo netop den der ikke slog til. Jeg har brug for en andens retfærdighed, og Jesus har givet mig hans gennem sin død og opstandelse.

Når jeg finder noget dybt i mig udbryde "Men er der virkelig nåde nok? Slår den virkelig til her? Kan Gud virkelig elske mig selvom jeg aldrig kan slå til?" så må jeg se på korset. Gud viser sin kærlighed til os, ved at Kristus døde for os, mens vi endnu var syndere. Mens vi endnu var hans fjender, blev vi forligt med Gud, ved at hans søn døde; så skal vi så meget mere, når vi er forligt med Gud, frelses, ved at han lever. (Rom. 5:8;10)

Det er for stort til jeg forstår det, det er nærmest for stort til jeg tør håbe på det. Det er de gode nyheder venner - og det er dem vi gang på gang må minde både os selv og hinanden om. Vi må aldrig stoppe med at forkynde dem for hinanden - de gode nyheder om at der er nåde nok. Selvom vi næppe kommer til at kunne gribe det fuldt ud på denne side af døden. Mind dig selv om det. Mind mig om det. Lad os minde hinanden om det på vores vandring gennem livet, indtil vi en dag står sammen foran Gud og endelig ved - uden den mindste tvivl - hans nåde var os altid nok.

En solnedgang, et spejl og C.S. Lewis

"Vi ser endnu som gennem en tåge eller som i et vandspejl, men en dag skal vi se ansigt til ansigt. Min erkendelse er stadig ufuldkommen, men en dag skal jeg forstå alt til fuldkommenhed, ligesom Gud nu kender mig til fuldkommenhed." (1. kor. 13:13).

"Med sorgen og klagen hold måde,
Guds ord lad dig trøste og råde,
lad hjertet i sorgen ej synde,
ved døden vi livet begynde!" (DDS 529)

"My life is but a fleeting sigh 
A tear within the sea 
But You are everlasting, Lord 
And You’ve predestined me 
To leave this fading world behind 
Not fearing death will come 
For then I’ll look on Jesus Christ 
And to His arms I’ll run 
And when I see Him face to face 
What glory that will be 
To look upon my Savior’s scars 
And know they were for me" - Sovereign Grace

For efterhånden noget tid siden var jeg ude ved Vesterhavet, jeg formåede at ramme tidspunktet for solnedgangen og inden min gåtur var omme havde jeg været vidne til det smukkeste syn. Jeg havde vandet på min højre side og gik "mod" solen. Dette var hvad jeg så:

Billedet slår slet ikke til i at vise skønheden, ej heller fanger filmen jeg tog det. Jeg var helt alene, der på stranden og kom (endnu engang) til at tænke at når der er så smukt her på jorden, hvordan må der så ikke være i himlen? Beauty is only a reflection.

Jeg blev på mange måder henført til Narnia, "Det sidste slag". De rejsende kommer endelig frem til Aslans land og betages af skønheden der, det går op for dem at det ligner Narnia der hvor de er, at det ligner England i det fjerne. Men et bedre Narnia, et bedre England. Det er som om der de har levet hele deres liv blot var en form for skygger af der hvor de nu befinder sig. Digory forklarer:
"But that [where they had been before] was not the real Narnia. That had a beginning and an end. It was only a shadow or a copy of the real Narnia which has always been here and always will be here: just as our world, England and all, is only a shadow or copy of something in Aslan's real world."

Jeg elsker det sted, for Lewis har virkelig fat i en dyb sandhed som er umulig helt at begribe, men han gør et godt forsøg på at formidle den - for ham selv og for os - gennem hans fortælling. En dag skal vi opleve virkeligheden, det der lige nu er billeder som vi ikke ser det hele og fulde af - skal vi se og kende helt.

Tilbage til den dag på stranden, jeg vendte mig om og så noget helt andet:

Jeg kunne dårligt tro mine egne øjne og brugte noget tid på at dreje rundt om mig selv inden jeg gik videre. Jeg læste på et tidspunkt en kommentar til 1. kor. 13:13 hvor de redegjorde for at man godt kunne lave gode spejle på Paulus tid, spejlbilledet kunne nærmest være så klart som det ville være i dag - så hvorfor er det dårligere at se i et spejl? Forfatteren til kommentaren (jeg husker desværre ikke længere hvilken) argumenterede for at man ikke kan se det hele i spejlet, du er begrænset - du kan ikke se et billede af den virkelighed der er udenfor spejlrammen. Som med solnedgangen, hvis jeg havde set i et spejl havde jeg ikke kunne vende mig rundt og få solnedgangen med, så havde jeg kun set den mørke og skyfyldte himmel. Selv hvis du ser et klart billede af det der er virkeligt, så ser du kun noget af virkeligheden og du husker: det er ikke det samme. C.S. Lewis fortæller igen gennem Digory: "And of course it is different; as different as a real thing is from a shadow or as waking life is from a dream." His voice stirred everyone like a trumpet as he spoke these words: but when he added under his breath "It's all in Plato, all in Plato: bless me, what do they teach them at these schools!" the older ones laughed."

Jeg ved ikke med dig, men for mig er det en konstant kilde til håb og opmuntring, den dag på stranden var blot en påmindelse om det jeg allerede ved: [...] at lidelserne i den tid, der nu er inde, er for intet at regne mod den herlighed, som skal åbenbares på os. (Rom. 8:18). Det er min største trøst - at Gud elskede så højt at han sendte Jesus, for at jeg ikke skal stå i min egen manglende retfærdighed foran ham på dommens dag, men for at jeg kan stå med Jesu retfærdighed og se Gud ansigt til ansigt. Endelig se den virkelighed jeg kun har set billeder, refleksioner og skygger af i mit jordiske liv.

Vi lader C.S. Lewis få de sidste ord:

"And as [Aslan] spoke He no longer looked to them like a lion; but the things that began to happen after that were so great and beautiful that I cannot write them. And for us this is the end of all the stories, and we can most truly say that they all lived happily ever after. But for them it was only the beginning of the real story. All their life in this world and all their adventures in Narnia had only been the cover and the title page: now at last they were beginning Chapter One of the Great Story which no one on earth has read; which goes on forever; in which every chapter is better than the one before."