Refleksioner, taknemmelighed og nytårsfortsæt...

"Resolution One: I will live for God. Resolution Two: If no one else does, I still will."
- Jonathan Edwards (som faktisk lavede intet mindre end 70 fortsæt som ung)

"Livet forståes baglæns, men må leves forlæns" - Søren Kierkegaard

"There are two kinds of people: those who say to God, 'Thy will be done,' and those to whom God says, 'All right, then, have it your way.'" - C.S. Lewis

Jeg har fødselsdag to dage før nytår. Det kan der siges meget om - hvordan det var svært at inviterer sine klassekammerater, hvordan man fik ubeskriveligt mange gaver sådan ca. alle dage mellem jul og nytår og hvordan man afslutter og begynder "to former" for år oven i hinanden.
Jeg ved ikke om det bare er mig, men jeg bliver altid ekstra refleksiv når jeg har fødselsdag - og når et år er slut. Det er både belejligt og ubelejligt at de to ting ligger så tæt hos mig, på den ene side er det hele klaret på en gang, på den anden side betyder det i praksis at min hjerne går i en eller anden form for tre-dages refleksions-eksil hvert år og har gjort det de sidste ti år. Jeg har vænnet mig til det efterhånden, og fundet ud af at det bestemt har sine fordele - selv mængden af tårer taget i betragtning.

Egentligt holder jeg af det, specielt efterhånden som jeg er blevet bedre til at håndtere intensiteten af det. Det er trods alt 365 dage og knap 9000 timer der lige skal igennem systemet. Hvad har været godt? Hvad har været mindre godt? Hvorfor? Hvem har vandret med mig, hvem vil jeg gerne sige tak? Hvor var jeg for et år siden - hvor sad jeg sidste år og skrev det her (jeg har prøvet at huske at finde de gamle bøger frem og læse hvad jeg skrev året for inden, men jeg er ikke lykkedes i det endnu af forskellige årsager, så jeg må satse på hukommelsens pålidelighed - velvidende den er ret selektiv)? Hvad har jeg set Gud gøre i mit liv i det her år? I andres liv?
Spørgsmålene er mange, og hvis man skulle læse det igen ville det sikkert ikke give super meget mening - og ikke umiddelbart være nogen synlig sammenhæng i sætningerne. Men det er underordnet, egentligt - for alle de tusindvis af ord på siderne i min notesbog er jo i grunden bare et middel til at nå et mål.

Et mål der, i al sin simpelhed, drejer sig om at være opmærksom på Guds virken i mit liv. Det går så let tabt fra dag til dag - måske kender du det, man kan ikke rigtig se skoven for bare træer (hvilket iøvrigt er et sært udtryk, men lad nu det være!). Så pludselig står man i en situation der minder rigtig meget om en tidligere og man ser sig selv handle anderledes. Det er sket så mange gange for mig i det sidste halve år at det er helt overvældende. Jeg glædes over det og jeg takker Gud. C.S. Lewis siger det ret godt, når han siger: "Isn't it funny how day by day nothing changes, but when you look back, everything is different..."

I lyset af de refleksioner - i lyset af alt hvad Gud har gjort, som jeg ikke engang selv har været bevidst om at han har gjort mens det foregik (læs: og som jeg da på ingen måde kan tage æren for!), så ender jeg altid uden nytårsfortsæt. Ind imellem gør jeg forsøget men de er altid både ude af tanke og sind når vi når 5. januar. Jeg gør mig nogle overordnede tanker, i lyset af de refleksioner, om hvor jeg tror det går henad og hvad jeg ønsker der skal ske med, i og omkring mig. Men så kommer jeg aldrig rigtig længere - jeg ender aldrig med en konkret plan (undskyld, kære coaches og undervisere. I har virkelig prøvet at få mig til det!) ikke fordi jeg er principielt imod det, af en eller anden grund virker det bare ikke for mig. Jeg ved det virker for mange andre, og det er fedt!

Der er nok mange grunde til det ikke virker for mig, men jeg tænker at noget der spiller en stor rolle er at jeg altid bliver så mega overrasket over hvor vildt det er det Gud han foretager sig og jeg kender mig selv godtnok til at vide at hvis jeg ligger en for fast plan og ramme så kommer jeg alt for nemt (og grueligt fejlagtigt!) til at tro at det var mig selv der gjorde alle de ting når året er slut. Det ville virkelig være en konklusion der ville gøre mig ked af det, for rigtig nok er det mit liv og et eller andet har jeg foretaget mig - men uden Gud, ja så var jeg nok ikke ligefrem kommet så langt (hvis jeg stadig var i live, that is). Så med den viden om min egen tilbøjelighed på det punkt, går jeg imorgen ind i endnu et år uden nytårsfortsæt. Jeg går ind i det med enorm taknemmelighed til Gud for alt det jeg har set ham gøre i mit og andres liv det sidste år og jeg går ind i det med en bøn og et håb om at næste år må bringe ham endnu mere ære og os endnu mere glæde (lad os lige indskyde at jeg på ingen måde er af den holdning at mål og nytårsfortsæt udelukker taknemmelighed til Gud). Jeg har det måske lidt som den kære Steen nedenfor.

Afslutningsvis vil jeg gerne give Brorson ordet. Jeg står gerne ved det - jeg har en forkærlighed for hans salmer, jeg tror vi havde haft mange gode snakke hvis vi havde levet samtidig!

I hans nytårssalme "O Gud, som tiden vender" (DDS 715) kommer tingene netop i perspektiv. Vi beder Gud velsigne det næste år Ham til ære og os til gavn og reflekterer over vores egen utilstrækkelighed i vores forvaltning af det vi er blevet givet og vender blikket mod Jesu tilstrækkelighed. Afslutningsvis snakker Brorson om døden, det virker måske brutalt, men han gør det i næsten alle sine salmer - og det er vel fair nok, døden er en del af livet. Vi synger om hvordan vi ikke er herre over døden, vi ved ikke hvem der skal dø i løbet af det næste år - måske skal vi selv, men vi ved at takket være Jesus så finder vi salighed i døden, skulle den komme. Det er en smuk salme. Det minder mig om det vigtigste - om hvorvidt vi når hvad vi gerne vil eller ej, om vi lykkedes i vore nytårsfortsæt, mål og tanker og planer for det næste år eller ej - så kan vi se frem mod evig salighed på grund af Jesus. Og i det lys, ja så falmer mine forsøg en anelse - uanset om de lykkedes eller ej. Til syvende og sidst er det ikke afgørende! Med de ord, så godt nytår, uanset om du laver nytårsfortsæt eller ej! 

O Gud, som tiden vender

og styrer i din hånd,

vi folder vore hænder

og sukker ved din Ånd:

I Jesu Kristi navn

lad dette år os være

velsignet, dig til ære

og vore sjæles gavn!

Dit ord og sakramenter

vi har til denne stund,

men ak, hvordan forrenter

vi disse store pund?

For Jesu blod og sår

lad dog dit lys tiltage

og vidt og bredt opdage

i det begyndte år!

Vi vide ej til hobe,

som for dit ansigt står,

hvem døden bort vil råbe

i det begyndte år;

for Jesu skyld bered

til døden vore sinde,

således at vi finde

i døden salighed!

En spænding der ikke er til at holde ud?

(Disclaimer: jeg er ikke teolog, på nogen måde og dette er ikke ment som et teologisk indspark i din juleaften. Det bør læses mere som en narrativ fortælling og et tankeeksperiment!)

Noget tid tilbage læste jeg et blogindlæg af en mor der havde besluttet sig at fortælle sine børn hvad de skulle have i julegave - uger før de fik dem. Det lyder lidt tosset, men før du drager nogle konklusioner så læs lige hvad hun skriver. Hendes drenge, med forskellige udfordringer, kunne simpelthen ikke rumme spændingen og det forsagede meltdown efter meltdown hele december. Det var ikke det værd. Så nu pakker de julegaver op som de ved hvad indeholder.

Det er lidt sådan jeg har det med julen. Ikke med pakkerne under juletræet (omend det aldrig har været så svært at gætte deres indhold), men med Jesus. Måske lyder sammenligningen lidt langt ude i dine ører (eller er det øjne i dette tilfælde) - men giv mig et øjeblik til at prøve at forklare mig selv.
Jeg er født ind i en tid, et land og en familie som gør at jeg altid har vidst at Jesus har frelst mig. Jesus blev menneske, han døde og han opstod - jeg havde ikke noget at være bange for, for selv i al min syndighed så var han nådig og god og trofast imod mig.

Prøv så at tænk på Israelitterne i den intertestamentale periode (hvilket er et fint ord for de ca. 400 år der går mellem vi hører de sidste ord fra Gamle Testamente og indtil Gabriel kommer til Maria med det glædelige budskab) - de vidste det ikke. Ikke helt i hvert fald, for de havde jo hørt om det eftersom historien dårligt nok er begyndt før Adam og Eva synder og Gud lover dem at Evas afkom skal knuse slanges hoved (Gen. 3:15). Moses talte om det da han sagde "Herren din Gud vil af din midte lade en profet som mig fremstå for dig, en af dine egne; ham skal I adlyde." (Deut. 18:15). David sang om det (Ps. 2:7, Ps. 22:7-8 osv.) og Esajas, lad os endelig ikke glemme Esajas: "Han skød op foran Herren som en spire, som et rodskud af den tørre jord...Men det var vore sygdomme, han tog, det var vore lidelser, han bar" (Is. 53:1-4). Det var der - som sådan en masse små spor allemulige steder, i en kultur hvor sådanne ting blev vidergivet gennem fortællinger og sange - mund til mund, far til søn.

Men 400 år - det er virkelig lang tid. Hvor mange generationer har den historie og det håb måtte vidergives uden nogen ny information om sagen? Wikipedia foreslår en 15-18 generationer. På det tidspunkt hvor Gabriel kommer til Maria lever der på ingen måde nogen der har hørt Esajas' stemme, endsige Davids. Nej, deres børnebørn lever ikke engang. Vi er langt forbi den periode hvor man kan tale om første- og andenhånds vidner til det givne håb. Det må nærmest være helt uvirkeligt, føles som en vandrehistorie ens bedstefars oldefar troede på engang - at Gud skulle komme. Spørgsmålet er vel også hvor synligt det har været for dem, de har jo egentligt ikke fået at vide hvad der var i gaven (for lige at hoppe tilbage til det billede) men var efterladt til at gætte ud fra diverse hints. Som vi sang det med Luthers ord i dag "hvad David dunkelt så og sang" - og dunkelt er nok en jævnt rammende beskrivelse.

Og alligevel så ventede de, de ventede på forløsning - omend de ikke var klar over hvordan det skulle foregå. Jeg ved ikke om man kan tale om decideret spænding som man kan det med børn og gaver, men man kan i hvert fald tale om forventning og længsel. Jeg blev glædeligt overrasket da vi sang nedenstående salme et par søndage i advents perioden, jeg vidste slet ikke den fandtes på dansk men jeg er betaget af både tekst og melodi. Den måde de synger de sidste to linjer i hvert vers på illustrerer virkelig den længsel og det håb der snart skal forløses!

O kom, o kom, Immanuel,
forløs dit fangne Israel
i pinefuld landflygtighed
langt fra dit åsyns herlighed.
O fryd! o fryd! Immanuel
vil komme til dig, Israel.
(DDS 77)

Tilbage til mig, til os. Vi har jo fået at vide hvad der er i gaven - vi behøver ikke vente og længes og håbe på at blive forløst og løskøbt. For Jesus er her. Jeg kan huske min undren da jeg, som relativt lille barn, sang i et børnekor (hvem skulle have troet det... Hermed min officielle undskyldning til korlederen for mit meget mangelfulde gehør!) en sang med teksten "vi venter, vi venter, nu kommer han snart.". Jeg fandt aldrig nogen at spørge, men hold nu op jeg undrede mig. Han var jo kommet? Jeg forstod ikke hvad det var jeg ventede på. Egentligt giver det stadigvæk ikke så god mening, men i det mindste forstår jeg nu at nogen har ventet.

Og så alligevel giver det jo mening - for vi venter stadig. Vi venter på Jesu andet komme. Vi ser stadig ikke det hele og kender stadig ikke fuldt ud. Der er faktisk ret mange paralleller mellem Israelitterne i de 400 år og du og jeg nu. Så mange at vi kommer til at forveksle salmer om Jesu andet komme med salmer om inkarnationen - tag f.eks. Joy to the World. Vi venter. Vi længes. Vi har et håb. Vi ved det kommer - men øjenvidnerne til det håb er for længst døde og borte. Dog har vi en seriøs bonus - vi har Helligånden til at vidne om det i vores hjerter.

Der er meget at sige om den sag, men indlægget her er allerede langt nok og jeg skal have pakket de sidste gaver.

Mens vi fejrer Jesu fødsel, så lad os ikke glemme at han kom for at dø og opstå sådan at vi kan komme med ham hjem når han kommer for anden gang og endelig lægger alting under sine fødder. Vi fejre så meget mere end blot at Gud blev menneske - som om det ikke var vildt nok i sig selv!

Glædelig jul!

Det var dog det særeste...

Jeg kan vist ligeså godt indrømme det - jeg har en svaghed for julesange. Ikke de der "Jingle Bell rock"-agtige nogen omend de er hyggelige. Min virkelig svaghed ligger i de julesange der så rammende sætter ord på hvad der egentligt skete den nat i Betlehem for et par tusind år siden da Jesus blev født. Det var jo i virkeligheden det skøreste - hvem havde set den komme? Gud som baby? En baby der skal frelse verden? Jeg kommer så let til at tage det som en selvfølge, som sådan en "jamen det er jo det der står i Lukas 2"-ting. Som noget jeg har hørt og vidst hele mit liv.

Og det er det jo også.

Men det er bare så meget mere end det. Jeg må aldrig nogensinde tage det for givet. Det slog mig på en ny måde de sidste par måneder hvor jeg har læst igennem det Gamle Testamente. Det var jo det her de ventede på, jøderne - sådan virkelig ventede, man kan forestille sig at håbet nærmest har fået karakter af vandre-historie til sidst: "Siger jeres bedstefar også at der skal komme en frelser en dag? Hvornår tror I? Er det bare en røverhistorie?". Måske har de nærmest glemt det i de 400 år vi ikke hører så meget om og pludselig en dag så er han der, i maven på Maria. Gud. Det er da skørt. Og det bliver det ved med at være - det skøreste og det vildeste og det mest kærlige, nådigste og bedste der nogensinde er sket. Gud blev menneske. Gud kom herned for at vi kan komme hjem til ham.

Seriøst. Det er jo hvad man kalder godt!

Hvad angår julesangene så har jeg sammensat en form for tekst-potpourri nedenfor, hvor jeg lader andre menneskers ord fortælle den vilde og skøre historie fra en blanding af vinkler. Måske mangler der lidt en rød tråd men jeg synes ikke vi skulle tilføje mere tekst end der allerede var, så med den samling blandende tanker og ord kommer også et Glædelig Jul herfra!

O kom, o kom, Immanuel,

forløs dit fangne Israel

i pinefuld landflygtighed

langt fra dit åsyns herlighed.

O fryd! o fryd! Immanuel

vil komme til dig, Israel.

(DDS 77)

Prophets promised long ago 

A King would come to bring us hope 

And now a virgin bears a son 

The time to save the world has come

(Sovereign Grace - God made low)

Empty manger, perfect stranger about to be born

Into darkness, sadness, desperate madness, creation so torn

We were so lost on earth, no peace, no worth, no way to escape

In fear, no faith, no hope no grace, and no light,

But that was the night before Christmas

(Brandon Heath - The night before Christmas)

God:

You see the world is dark and it needs a light

I’m gonna hang a star in the eastern sky

So everybody’s gonna know where I touch down

I’m leaving Heaven right now

-

I’m gonna walk around that broken Earth

Trading in these streets of gold

So if you ever wonder how much you’re worth

You should know

That you’re the reason why I’m leaving Heaven

-

Ain’t gonna be no kingdom, ain’t gonna be no crown

Just a little old manger, in a little old town

But it’ll do just fine for this humble King

I’m leaving Heaven let all the angels sing

(Matthew West - Leaving Heaven)

Joseph:

Why me, I'm just a simple man of trade

Why Him, with all the rulers in the world

Why here inside a stable filled with hay

Why her, she's just an ordinary girl

Now I'm not one to second guess what angels have to say

But this is such a strange way to save the world

(4Him - Strange way to save the world)

It was not a silent night

There was blood on the ground

You could hear a woman cry

In the alleyways that night

On the streets of David's town

(Point of Grace - Labor of Love)

One million chains could never hold back this moment in time 

One thousand dreams could never dream what this moment truly means 

Heaven and earth, they cradle the infinite Joy born on this night 

For it only takes one Child to forever change the world 

-

This Baby cries and for the first time 

The world hears the voice of God weep

Mary sings a lullaby 

As the Hope of the nations gently falls asleep 

She knows this is the one Child 

To forever change the world.

(Natalie Grant - One Child)

Mary:

Hold on now, got to take a deep breath

I don't know what to say when I look in your eyes

You made the world before I was born

And here I am holding you in my arms tonight

-

You're here, I'm holding you so near

I'm staring into the face of my Savior

King and Creator

You could of left us on our own

But you're here

(Francesca Battistelli - You're here)

When the babe was born

In a manger on the hay

God saw a veil torn

He saw Good Friday

He was born to die

-

We came here today

To celebrate His birth

But let us not forget

Why Jesus came to earth

He was born to die

(Shane & Shane - Born to die)

All is well all is well

Angels and men rejoice

For tonight darkness fell

Into the dawn of love's light

(Point of Grace - All is well)

The wise men:

Bringing our gifts for the newborn savior

All that we have whether costly or meek

Because we believe

Gold for his honor and frankincense for his pleasure

And myrrh for the cross he'll suffer

Do you believe, is this who we've waited for?

It's who we've waited for

-

How many kings, stepped down from their thrones?

How many lords have abandoned their homes?

How many greats have become the least for me?

How many Gods have poured out their hearts

To romance a world that has torn all apart?

How many fathers gave up their sons for me?

Only one did that for me

(Downhere - How many Kings)

Noel, Noel

Come and see what God has done

Noel, Noel

The story of amazing love!

The light of the world, given for us

Noel

(Chris Tomlin - Noel)

Er der nåde nok, Job?

“The gospel is this: We are more sinful and flawed in ourselves than we ever dared believe, yet at the very same time we are more loved and accepted in Jesus Christ than we ever dared hope.” - Timothy Keller

"Han elsker mig, min Herre Jesus Krist,
det er min sang, er vejen mørk og trist.
Når verdens bølger bruser mod min sjæl, 
han elsker mig! O, så er alting vel.

Han elsker mig min Herre Jesus Krist,
det er min sang for evigt, og til sidst
da skal jeg se hans ansigt,
og jeg jubler nu i vished, at han elsker mig." - J. Santon, S. Pedersen


Jeg læser Jobs bog lige for tiden (disclaimer: jeg er kommet til kapitel 29 i skrivende stund). Jeg har nok et temmelig atypisk forhold til den bog - den bringer mig stor trøst. Jeg har hørt flere sige de synes den er trist eller decideret deprimerende, men jeg ser igennem den en Gud der er nådig mod Job, selv efter han har brugt 30 kapitler på at forbande det liv Gud har givet ham.

"Er der nåde nok så, Miriam?" - det var et virkelig godt spørgsmål, der landede meget præcist på mig i en samtale for et par uger siden. Et spørgsmål som jeg tror Job kæmpede med i hans forsøg på at forstå hvordan Guds retfærdighed og nåde hænger sammen og både hans venner og hans kone var ikke blege for at give deres besyv med.

Job fastholdt selv at han var retfærdig (Job 32:1), på trods af han også siger at et menneske ikke kan være retfærdigt overfor Gud (Job 9:1-2). Hvordan de to ting hænger sammen skal jeg ikke gøre mig klog på, men måske var han bare forvirret over det hele. Det kan jeg godt sætte mig ind i. Uden at have noget særligt teologisk belæg for det, har jeg Job mistænkt for at være i tvivl om om der er nåde nok.

Har du nogensinde tænkt over hvad gør det ved en hvis man er i tvivl om hvorvidt Guds nåde rent faktisk dækker alt man har gjort og kommer til at gøre? Det gør en bange. Det får en til at udbryde med Job "Holdt han blot op med at slå mig, så skrækken for ham ikke skulle overvælde mig, da kunne jeg tale uden at frygte ham, for jeg ved, at jeg ikke har grund til det." (Job 9:34-35) Man frygter Gud. Og ej heller på den gode måde. Det er en kæmpe spænding at stå i, og en det tyder på Job kendte alt for godt: spændingen mellem Guds retfærdighed og nåde.

C.S. Lewis har et afsnit i Mere Christianity (Det er kristendom, på dansk) som jeg holder så meget af, hvor han skriver om denne spænding:

“God is the only comfort, He is also the supreme terror: the thing we most need and the thing we most want to hide from. He is our only possible ally, and we have made ourselves His enemies. Some people talk as if meeting the gaze of absolute goodness would be fun. They need to think again. They are still only playing with religion. Goodness is either the great safety or the great danger - according to the way you react to it. And we have reacted the wrong way.”

Gud er den eneste tryghed, Han er også den ultimative rædsel. Det er her Job finder sig selv stå - måske opdager han det først midt i lidelsen, men det er der han altid har stået. Det er her vi allesammen står. Gud er den eneste der kan redde os - og vi har gjort os selv til hans fjender. Jeg tror det var det der gik op for Job midt i hans lidelse. Hans gerninger var ikke gode nok, de slog ikke til. De. Kunne. Ikke. Redde. Ham. Uanset hvor mange køer han havde og hvor mange hjælpeløse han reddede (Job 29:12) - han slog ikke til, han var ikke nok. Hans gerninger var ganske enkelt ikke tilstrækkelige. Gud skyldte ham intet - på trods af hvor retfærdig Job selv synes han var, så var han i live udelukkende på grund af Guds nåde.

Det samme er sandt for mig. Og for dig. Jeg husker en særlig hård periode i mit liv, hvor jeg sad og snakkede med en af mine gode venner og han fortalte mig "Miriam. Dit liv er Guds nåde imod dig, uanset hvordan det opleves. At du lever er Guds nåde imod dig!". Jeg tror jeg har fortalt jer før at det bestemt ikke føltes som Guds nåde - og Job må have haft det på samme måde. Han må have spurgt sig selv, og sine venner: "er der nåde nok? Slår nåden til, selvom jeg aldrig bliver retfærdig? Selvom jeg aldrig kommer til at kunne gøre det godt nok? Selvom jeg aldrig kommer til at kunne slå til?" Job var i tvivl - og når man er i tvivl om hvorvidt Guds nåde slår til, så gør man alt hvad man kan for at tro man rent faktisk er retfærdig nok i sig selv - for så skulle det jo nok gå, selvom nåden skulle ske ikke at slå til.

Jobs ven, Sofar giver ham dog et rungende "JA" på hans spørgsmål, når han udtrykker sit ønske for Job om at Gud måtte åbenbare sig for ham sådan at han kan forstå "at Gud kan lade [hans] skyld være glemt." (Job 11:5-6). Der er nåde nok Job. Der er nåde nok Miriam. Der er nåde nok. At der er nåde nok, sætter en fri fra behovet for at bilde sig selv ind at man er retfærdig. Visheden om at nåden rent faktisk slår til, sætter en fri fra at tro at ens gerninger på nogen måde kan blive en til frelse.

Indimellem lykkedes det Job (og hans venner) at holde deres blik det rigtige sted og minde sig selv og hinanden om at nåden slår til - også for dem. At der ikke er grund til at være bange for Gud. At deres egne gerninger aldrig nogensinde slår til, men at Guds gerninger er dem nok. Job selv udbryder midt i det alt sammen

"Dog ved jeg, at min løser lever, til sidst skal han stå frem på jorden. Når min hud er skrællet af, når mit kød er tæret bort, skal jeg skue Gud; ham skal jeg skue, ham og ingen anden skal mine øjne se. Mit indre fortæres af længsel." (Job 19:25-27)

Han må være bare en anelse profetisk i sin udtalelse, for den løser der er tale om er Jesus. Og det er lige præcis derhen vi skal se for at forsikre os selv og hinanden om at der er nåde nok. Job længes efter at se Gud - noget man bestemt ikke længes efter medmindre man ved man kan stå retfærdig foran ham. Men ikke min egen retfærdighed, det var jo netop den der ikke slog til. Jeg har brug for en andens retfærdighed, og Jesus har givet mig hans gennem sin død og opstandelse.

Når jeg finder noget dybt i mig udbryde "Men er der virkelig nåde nok? Slår den virkelig til her? Kan Gud virkelig elske mig selvom jeg aldrig kan slå til?" så må jeg se på korset. Gud viser sin kærlighed til os, ved at Kristus døde for os, mens vi endnu var syndere. Mens vi endnu var hans fjender, blev vi forligt med Gud, ved at hans søn døde; så skal vi så meget mere, når vi er forligt med Gud, frelses, ved at han lever. (Rom. 5:8;10)

Det er for stort til jeg forstår det, det er nærmest for stort til jeg tør håbe på det. Det er de gode nyheder venner - og det er dem vi gang på gang må minde både os selv og hinanden om. Vi må aldrig stoppe med at forkynde dem for hinanden - de gode nyheder om at der er nåde nok. Selvom vi næppe kommer til at kunne gribe det fuldt ud på denne side af døden. Mind dig selv om det. Mind mig om det. Lad os minde hinanden om det på vores vandring gennem livet, indtil vi en dag står sammen foran Gud og endelig ved - uden den mindste tvivl - hans nåde var os altid nok.

En solnedgang, et spejl og C.S. Lewis

"Vi ser endnu som gennem en tåge eller som i et vandspejl, men en dag skal vi se ansigt til ansigt. Min erkendelse er stadig ufuldkommen, men en dag skal jeg forstå alt til fuldkommenhed, ligesom Gud nu kender mig til fuldkommenhed." (1. kor. 13:13).

"Med sorgen og klagen hold måde,
Guds ord lad dig trøste og råde,
lad hjertet i sorgen ej synde,
ved døden vi livet begynde!" (DDS 529)

"My life is but a fleeting sigh 
A tear within the sea 
But You are everlasting, Lord 
And You’ve predestined me 
To leave this fading world behind 
Not fearing death will come 
For then I’ll look on Jesus Christ 
And to His arms I’ll run 
And when I see Him face to face 
What glory that will be 
To look upon my Savior’s scars 
And know they were for me" - Sovereign Grace

For efterhånden noget tid siden var jeg ude ved Vesterhavet, jeg formåede at ramme tidspunktet for solnedgangen og inden min gåtur var omme havde jeg været vidne til det smukkeste syn. Jeg havde vandet på min højre side og gik "mod" solen. Dette var hvad jeg så:

Billedet slår slet ikke til i at vise skønheden, ej heller fanger filmen jeg tog det. Jeg var helt alene, der på stranden og kom (endnu engang) til at tænke at når der er så smukt her på jorden, hvordan må der så ikke være i himlen? Beauty is only a reflection.

Jeg blev på mange måder henført til Narnia, "Det sidste slag". De rejsende kommer endelig frem til Aslans land og betages af skønheden der, det går op for dem at det ligner Narnia der hvor de er, at det ligner England i det fjerne. Men et bedre Narnia, et bedre England. Det er som om der de har levet hele deres liv blot var en form for skygger af der hvor de nu befinder sig. Digory forklarer:
"But that [where they had been before] was not the real Narnia. That had a beginning and an end. It was only a shadow or a copy of the real Narnia which has always been here and always will be here: just as our world, England and all, is only a shadow or copy of something in Aslan's real world."

Jeg elsker det sted, for Lewis har virkelig fat i en dyb sandhed som er umulig helt at begribe, men han gør et godt forsøg på at formidle den - for ham selv og for os - gennem hans fortælling. En dag skal vi opleve virkeligheden, det der lige nu er billeder som vi ikke ser det hele og fulde af - skal vi se og kende helt.

Tilbage til den dag på stranden, jeg vendte mig om og så noget helt andet:

Jeg kunne dårligt tro mine egne øjne og brugte noget tid på at dreje rundt om mig selv inden jeg gik videre. Jeg læste på et tidspunkt en kommentar til 1. kor. 13:13 hvor de redegjorde for at man godt kunne lave gode spejle på Paulus tid, spejlbilledet kunne nærmest være så klart som det ville være i dag - så hvorfor er det dårligere at se i et spejl? Forfatteren til kommentaren (jeg husker desværre ikke længere hvilken) argumenterede for at man ikke kan se det hele i spejlet, du er begrænset - du kan ikke se et billede af den virkelighed der er udenfor spejlrammen. Som med solnedgangen, hvis jeg havde set i et spejl havde jeg ikke kunne vende mig rundt og få solnedgangen med, så havde jeg kun set den mørke og skyfyldte himmel. Selv hvis du ser et klart billede af det der er virkeligt, så ser du kun noget af virkeligheden og du husker: det er ikke det samme. C.S. Lewis fortæller igen gennem Digory: "And of course it is different; as different as a real thing is from a shadow or as waking life is from a dream." His voice stirred everyone like a trumpet as he spoke these words: but when he added under his breath "It's all in Plato, all in Plato: bless me, what do they teach them at these schools!" the older ones laughed."

Jeg ved ikke med dig, men for mig er det en konstant kilde til håb og opmuntring, den dag på stranden var blot en påmindelse om det jeg allerede ved: [...] at lidelserne i den tid, der nu er inde, er for intet at regne mod den herlighed, som skal åbenbares på os. (Rom. 8:18). Det er min største trøst - at Gud elskede så højt at han sendte Jesus, for at jeg ikke skal stå i min egen manglende retfærdighed foran ham på dommens dag, men for at jeg kan stå med Jesu retfærdighed og se Gud ansigt til ansigt. Endelig se den virkelighed jeg kun har set billeder, refleksioner og skygger af i mit jordiske liv.

Vi lader C.S. Lewis få de sidste ord:

"And as [Aslan] spoke He no longer looked to them like a lion; but the things that began to happen after that were so great and beautiful that I cannot write them. And for us this is the end of all the stories, and we can most truly say that they all lived happily ever after. But for them it was only the beginning of the real story. All their life in this world and all their adventures in Narnia had only been the cover and the title page: now at last they were beginning Chapter One of the Great Story which no one on earth has read; which goes on forever; in which every chapter is better than the one before."

Der er ingen påskemorgen uden langfredag

"Why would You the pure 
Give Your life for the vile
The innocent 
Seeking the guilty
To be reconciled

I can’t comprehend 
This fathomless love
I’m gripped and amazed 
At what You have done"
- Sovereign Grace Music synger

Jeg er vokset op i en kirketradition hvor man ikke har nogen særlig påske-liturgi. Det tidligste minde jeg kan huske omkring langfredag er et påskeudklip jeg havde lavet der stod i vores lave vindueskarm i køkkenet, så jeg kunne se den. Vi havde sikkert lavet den i søndagsskolen palmesøndag. Den var lavet lidt ligesom en TV skærm hvor man kunne flytte små tegninger bagved og så se en tegning til hver af påskedagene. Tegningerne var printet ud og jeg havde farvelagt dem (noget jeg aldrig er blevet god til, så det har sikkert ikke været kønt). Jeg kan huske min mors forsøg på at forklare mig hvorfor den fredag kaldtes langfredag - jeg synes ikke den var længere end alle andre dage. Men den måtte have føltes længere sagde hun fordi det var så forfærdelig en dag.

Det er nok 15 år siden, selv dengang gjorde dagen mig mere trist og stille end normalt. Jesus døde. Det var nok så langt min forståelse af det rakte som barn. Jeg ved ikke om jeg er blevet så meget klogere på det siden, men jeg er stadig mere trist i dag end så mange andre dage. Jesus døde. For vores synder, for de mennesker der stod og råbte at de ville have ham korsfæstet. Det kunne have været mig der stod der og råbte sammen med dem - mens hans valgte at dø for mine synder.

"Se manden der på dødens kors,

en tornekronet konge

Jeg hører nu med skam mig selv,

min stemme råber: "Korsfæst"

Min synd har bragt ham til det sted

hvor han nu hænger udstrakt

Hans sidste suk har bragt mig liv.

Jeg hører: "Det er fuldbragt!"

Jeg forstår det ikke. Jeg forstår ikke hvor stor den kærlighed er som drev ham til det. Hvad der gjorde at han udholdt den lidelse det er at blive forladt af Gud. På en gang er langfredag en dag der bringer stor sorg og enorm taknemmelighed. For midt i sorgen og tyngden af denne dag, så ved vi det disciplene ikke vidste (selvom Jesus godtnok havde sagt det): Jesus opstod to dage senere. Han sejrede over døden en gang for alle, hans opstandelse blev dødens død.

Det er ikke bare langfredag og så slutter det der - med Jesus der udånder på korset og forhænget i templet der bliver revet i to. Det er langfredag med håbet om påskemorgen. Det er døden med håbet om opstandelsen. Det er synden med håbet om tilgivelse. Det er dommen med håbet om nåden. Det er sorgen med håbet om glæden.

Mon ikke dagen går på held og jeg stadig er fyldt af denne tyngde, denne underlige sorg. Midt i sorgen må vi håbe. Og i den her situation ved vi at vores håb allerede er opfyldt. At vi vågner om to dage for at fejre at Jesus opstod igen. Vi ved at han måtte dø for at vi kunne leve. 

Der er ingen påskemorgen uden langfredag.

"Men du er så stor og han er så lille..."

"Friendship is unnecessary, like philosophy, like art... It has no survival value; rather it is one of those things that give value to survival." - C. S. Lewis

"The problem with our world is that we draw our circle of family too small." - Mother Teresa

Jeg har nået et punkt nu hvor det ikke længere er nyt for mig at blive stoppet på gaden af et barn i børnehavealderen der lige skal have noget helt bestemt opklaret, man bor vel i en lille by. Det hænder jævnligt at jeg har fornøjelsen af at hente min yngste ven i børnehaven og kort efter frokost i dag rendte jeg igen rundt ude på legepladsen for at lokalisere ham i mylderet af børn - de kender mig efterhånden og var gode til at hjælpe i eftersøgningen.

Jeg fandt Joshua og sammen med ham en en lille pige som jeg genkendte fra tidligere på ugen hvor hun havde stoppet mig på vej ind i Rema for at konstatere at "du er Joshuas storesøster!". Dengang måtte jeg både forklare at jeg var Joshuas ven og hvad de sovende påskeliljer i min hånd var. Hvor god min sidste forklaring var ved jeg ikke, men min første har i hvert fald ikke været god nok for nu stod hun i garderoben og kiggede op på mig og spurgte: "Hvem er du?" "Jeg hedder Miriam, hvad hedder du?". Hun svarede med sit navn og omformulerede så sit spørgsmål: "Men hvem er du for Joshua?" (Hvordan en pige på fire år kunne formulere sådan et spørgsmål har jeg spekuleret over lige siden men lad nu det ligge.) Jeg forklarede atter engang at jeg er Joshuas ven og Joshua nikkede bekræftende: "Ja, vi er bare gode venner". Den lille pige havde det der ansigts udtryk som typisk kun børn har, fordi de ikke føler et behov for at skjule at de finder noget morsomt og en smule underligt og så kiggede hun op på mig og udbrød små grinende "Det er bare så mærkeligt at I er venner når du er så stor og Joshua er så lille..." Igen nikkede Joshua "Det synes jeg også!".

I det mindste troede den her pige ikke at jeg var Joshuas mormor (jep, det skete for et par uger siden. Jeg er 22 år gammel og barnets mor lignede en der kunne have gravet sig ned i jorden ved hendes datters kommentar. Joshua og jeg har grinet meget over det efterfølgende :-)).

Men det fik mig til at tænke på noget - hvorfor er det så sært for folk at vi er venner trods de 17 års forskel i levetid? Børnene på fire og fem år er bestemt ikke de eneste der undrer sig, pædagogerne står jævnligt og har svært ved at finde ud af hvad jeg laver der når ikke jeg er familie eller barnepige, og så er der mine jævnaldrende der smiler overbærende når jeg refererer til ham som min ven. Som om jeg selv snart burde forstå at han ikke kan være min ven når "jeg er så stor og han er så lille".

Det ærger mig at vi tilsyneladende har det sådan i vores samfund. Tænk på alt det folk går glip af. Jeg er så taknemmelig for mine jævnaldrende veninder hvis personlighed ligger sig tæt op ad min, hvis humor jeg deler, med hvem jeg er fælles om troen på Jesus og kan snakke om stor og småt her i livet. Jeg ville ikke undvære det. Men jeg vil heller ikke undvære mit venskab med Joshua - eller med de andre børn der er mine venner. Eller med de af mine venner der er over dobbelt så gamle som mig.

Ja, selvfølgelig er det forskellige ting vi laver (Joshua har dog forsøgt at finde en kæreste til mig (hvilket iøvrigt er noget mine venner er flittige til at forsøge sig med. Uanset om de er 5 år, 14 år, 20 år, 32 år, 41 år eller 54 år...), det faldt dog lidt til jorden da han frustreret konstaterede "Men jeg kender slet ikke nogle drenge på din alder jo!").

Men der er nok heller ikke så mange af mine jævnaldrende veninder som synes det er jordens bedste idé at prøve at vaske vinduer i kagecreme fordi Rosa fra Rouladegade foreslår det. Eller endnu engang gider læser Halfdans ABC og knække sammen af grin over Else der elsker pølse. Eller bygge lego togbaner der er seje nok til at køre ovenpå sofabordet og kæmpe stakke af bøger (og smile sødt så mor ikke bliver sur når hun ser rodet ;-)). For slet ikke at snakke om umiddelbar glæde over simple ting - det er svært at hamle op med Joshuas ansigtsudtryk i dag da jeg fortalte ham at han måtte spise al den soft ice han kunne.

Hvis jeg ikke havde venner der havde en anden alder end mig selv, så ville jeg jo aldrig finde ud af hvad der sker når man vasker sine vinduer i kagecreme (og ja - vi har lagt planer om at gøre det når det bliver lidt varmere udenfor og man kan forsvare at sjaske alting (inkl. os selv) til i vand og sæbe bagefter). Og sikke en skam. Det gælder iøvrigt også dem der er ældre - omend de af mine venner der er 17 år ældre end mig nok ikke ligefrem er klar på kagecreme-idéen så beriger de mit liv på andre måder som hverken de yngre eller de jævnaldrende kan (men det her indlæg er langt nok allerede, så det må bliver en anden gang :)). Og nårh ja, så siger de kloge at det ovenikøbet har et hav af andre fordele at have venner af forskellig aldre.

Mit liv ville være fattigere uden den slags venskaber som krydser generationerne. Så jeg øver mig på et bedre svar på hvorfor Joshua er min ven når nu "jeg er så stor og han er så lille."

Guds nåde er mig nok... Gud er mig nok.

"What are you gonna say to God

When all you do is pray to God

To take the thorn away?

And all you hear Him say is:

My grace, My grace

My grace is sufficient

My grace is sufficient"

(YouTube)

Ovenstående sang af Shane and Shane spillede for mig her til aften.

Talrige gange har jeg hørt 2. kor. 12:9 citeret, læst højt og prædiket ud fra. Guds nåde er mig nok, for hans magt udøves i magtesløshed. Det er trøstende ord for mange og var det måske i særlig høj grad for Paulus der konkluderede at han ligefrem helst vil være stolt af sin magtesløshed for at Kristi magt kan være over ham, han fortsætter med at berette hvordan han er godt tilfreds under magtesløshed, mishandlinger, trængsler, forfølgelser og vanskeligheder for Kristi skyld.

Det er et af de der steder hvor jeg læser hvad Paulus har skrevet og tænker "aaah... Der må vist være gået noget galt!" Det lyder fuldstændig usansynligt i mine øre at noget menneske kan være godt tilfreds under de forhold. Det virker til at Paulus stoppede med at bede Gud om at fjerne tornen efter han tre gange havde bedt og fået svaret at Guds nåde var ham nok. Han fandt fred i at alting er i Guds hænder og i at Gud er nok.

Og hvad er det så de spørger mig om, Shane and Shane? De spørger mig hvordan jeg reagerer over for Gud når han istedet for at svare min bøn som jeg ønsker han ville, svarer den med at han er nok. Hvordan reagerer jeg når jeg beder ham om at helbrede mig og han ikke gør det, men blot synes at efterlade mig med et "Miriam. Jeg er nok. Du har ikke brug for helbredelse, du har brug for mig." Hvordan reagerer jeg? For min egen del tror jeg snart jeg har været hele følelsesspektret igennem nogle gange i respons til det svar fra Gud.

Det er jo nok meget menneskeligt, men hvor ville jeg ønske jeg altid bare kunne svare med et "Du har ret Gud, du er nok for mig." At min første respons altid ville være "Du ved hvad der er bedst for mig". At jeg aldrig stillede spørgsmålstegn ved hvordan det her kan være hans nåde imod mig, men bare tog imod den som det den er. Guds mægtige nåde over mit liv - sygdom eller ej. For han er mig nok, og ham har jeg! Intet kan skille mig fra ham.

Tomas Sjødin skriver det så smukt i sin bog "Når løvet falder...", ud fra både bibelhistorien om Jakob der slås med Gud om natten og fra sin egen kamp med Gud ift. sine to dødeligt syge børn, skriver han:

"Når det vigtigste i tilværelsen er ved at gå tabt,

tvinges mennesket ind i et opgør med Livets Gud.

Da er det, at Gud optræder som vor tungeste modstander. 

Man kæmper med ham. Man prøver at besejre ham.

Men det, man frygter mest, er at miste grebet i ham.

At miste Gud. Vort 'jeg slipper dig ikke', betyder

måske egentligt: 'slip mig ikke, Gud! Slip mig aldrig!'

Det er de møder med Gud, hvor man ikke længere

beder om en lykkelig rejse eller om, at alt i livet skal

falde i hak. Netop her føles det meste ligegyldigt.

Kun ét står tilbage:

Velsignelsen ved ikke at blive forladt.

Ikke at tabe hans ansigt af syne."

(s. 95, fremhævning min)

Måske er dét i virkeligheden mit svar til Shane and Shane - at svare Gud med et "Tak. Tak fordi du ikke forlader mig! Det er det eneste der står tilbage Gud, alt andet er mig ligegyldigt. Og på dette, det vigtigste spørgsmål har du allerede svaret; du har sendt Jesus og derfor behøver jeg aldrig skilles fra dig. Din nåde var mig nok den nat Jesus hang på korset og døde for mine synders skyld - din nåde var mig nok i det eneste der i virkeligheden tæller. Jeg har set din nåde være mig nok på det mest afgørende, jeg stoler på at din nåde også er mig nok her."

Sandheder i en pluralistisk verden

"Jeg er vejen og sandheden og livet; ingen kommer til Faderen uden ved mig" - Jesus (Joh. 14:6)

"A lie is a lie even if everyone believes it. The truth is the truth even if nobody believes it." - Unknown

"Hvis I bliver i mit ord, er I sandelig mine disciple, og I skal lære sandheden at kende, og sandheden skal gøre jer frie." - Jesus (Joh. 8:31-32)

Vi lever i en pluralistisk verden, noget der i den grad har sat sit spor på min generation. Det virker på mange unge som jeg møder, som om at det er svært for os at skelne mellem sandheden og individets opfattelse af sandheden. Uanset hvad jeg synes om noget givent, er det stadig sandt eller falsk. Jeg kan godt synes det regner i New York lige nu - men det er ikke det at jeg synes det som gør udsagnet sandt. Udsagnet er sandt hvis det regner og falsk hvis det ikke regner. Det virker jo logisk nok når man siger det på den måde, og vi ville mene at et menneske der hævdede at det regnede fordi han troede det ikke er helt velfungerende. I andre tilfælde overser vi denne åbenlyse logik i pluralismens og rummelighedens navn.

Tag det øjeblik vi snakker om Gud - er Gud god?*
Som menneske, eller i hvert fald som mig, har jeg en tilbøjelighed til at være mere eller mindre sikker i mit svar på spørgsmålet. Som vi tidligere har snakket om virker Gud nogle dage virkelig god og andre dage decideret ond. Men sandheden - sandheden om hvem Gud er - den står fast uanset hvad jeg synes. 

Jesus siger selv han er sandheden. Jesus er også det absolut største vidne vi har på Guds kærlighed til os, på Guds godhed. At han, som udgjorde den forurettede part, søgte at blive genforenet med os, der havde forvoldt ham skade (og ikke nok med det - han betalte også den fulde pris for genforeningen, sin død på korset) fortæller os alt vi behøver vide om hans godhed. Det er den eneste forsikring jeg egentligt behøver. Og det er præcis den sandhed jeg må prædike for mig selv, og bede andre om at prædike for mig, når min egen oplevelse af sandheden truer med at tage overhånd eller med at definere selve sandheden for mig. 

Sandheden om en god Gud, viden om at denne sandhed er sand - uanset hvordan den virker, den er så vigtig for mig som menneske. I en verden hvor Marcus Aurelius' holdning at "Everything we hear is an opinion, not a fact. Everything we see is a perspective, not the truth." er det fremherskende synspunkt, må vi holde fast i det vi ved - Jesus er sandheden. Ikke et perspektiv på sandheden. Ikke en mening om sandheden. Ikke en af mange sandheder. Ikke en del af en større sandhed. Han er sandheden og han er god. Uanset hvordan jeg har det.

Jeg kender jo sandheden - og hvordan kan jeg så bilde mig selv ind at noget andet, nogen anden opfattelse af en sandhed, kan tage hans plads?

"Are You good only when I prosper 

And true only when I’m filled?

Are You King only when I’m carefree 

And God only when I’m well?

You are good when I’m poor and needy 

You are true when I’m parched and dry 

You still reign in the deepest valley 

You’re still God in the darkest night"

- "As long as you are glorified" by Sovereign Grace Music

*Der ligger en apologetisk snak om hvorvidt Gud findes før et sådant spørgsmål er relevant, men da det er mit indtryk de fleste der læser med her er troende vil jeg henvise til andre steder for at søge svar på det spørgsmål. 

Håbet, det forståelige og den fulde erkendelse

"Livet forståes baglæns, men må leves forlæns." - Søren Kierkegaard

"Nu erkender jeg stykkevis, men da skal jeg kende fuldt ud, ligesom jeg selv er kendt fuldt ud." - Paulus (1. kor. 13:12b)

"[...]There is no way to get through suffering, unless you have a living hope." - Timothy Keller


Tre forskellige citater, tre kloge mænd - men hvad har de til fælles?
På hver sin måde behandler de smerte i livet. De kalder det hvert sit - Kierkegaard kalder det "det uforståelige", Paulus kalder det "stykkevis erkendelse" og Keller kalder det "suffering" (lidelse). Hvad du kalder det ved jeg ikke - men der er gode odds for at du kender til det. Det er en del af vores liv som mennesker i en falden verden, og der er sagt og skrevet rigtig meget om det.

Men den anden del af sætningerne - hvad med dem? Hvad med "det forståelige", hvad med "den fulde erkendelse" og hvad med "håbet"? - hvor kommer de ind i billedet? Hvor finder vi dem? Jeg lever mit liv, dag til dag, det bliver mere og mere vinter og jeg savner mere og mere lyset, glæden og i sin forstand også livet. Hvor skal jeg finde det henne? Lyset, det forståelige, den fulde erkendelse og håbet?

Jeg har en god ven der sagde til mig en dag "Lad Gud trøste dig Miriam. Men tag ikke til takke med hvad som helst - lad ham trøste dig med sig selv. Han er din største trøst.". Hvisheden om at Gud, skaberen og opretholderen af universet, den almægtige Herre der er i kontrol over alt, han kom til jorden, blev menneske og blev adskilt fra Gud ved sin død - for at jeg aldrig skulle blive det.
Deri må jeg finde min trøst. Deri må jeg finde mit håb.

Jeg kigger på mit liv og undres til tider, jeg har lagt mit liv i Guds hænder og det her er udfaldet? Det virker ikke altid super almægtigt eller helt vildt kærligt for mig. Men han har lovet mig at mit liv er i hans hænder - det er sandhed. Jesus siger ikke at spurven ikke vil falde, men han siger at den ikke vil falde uden at Gud er med den.  Håbet findes i den erkendelse, i den sandhed, at Gud har vores liv i sine hænder.

Vi skal finde håbet i at vi, på grund af Jesu død på korset, en dag skal stå ansigt til ansigt med Gud, den dag skal vi kende fuldt ud, den dag skal vi forstå, den dag er vores håb endelig forløst. Jeg tror på at jeg den dag vil kunne kigge på det liv jeg har levet på jorden og være helt sikker på at det var det bedste. Tænk over det: en dag at stå der, side om side med Gud, kigge tilbage på al smerten, sorgen, glæden, kærligheden og bare vide, fuldstændig uden tvivl at "det her var Guds nåde mod mig. Jeg ville ikke have ønsket det anderledes.". Hvilket grundlag for at bruge evigheden på at tilbede Gud!

Gør denne tanke smerten nemmere i øjeblikket? Nej. Gør den mig rask? Nej. Får den mig til at græde færre tårer? På ingen måde.

Hvad gør den så? Den giver mig håb.

Tanken om den almægtige Gud der har alt i sine hænder, at hans vilje sker og at han viser sin nåde over mit liv hver evig eneste dag. At jeg en dag skal stå foran ham og takke ham for det liv han gav mig at leve, fordi jeg endelig ser det hele fuldt ud. Den tanke, den giver mig håb. Midt i håbløsheden.

"Ikke alle dage er lige, 

alle ej på glæde er rige.

Ikke hver en dag nyder sjælen samme ro;

men hver en dag jeg kan på Jesus tro.

Ingen dag er jeg nåden værdig,

hver en dag er jeg dog retfærdig.

Skulle så en dag synes særig tung og slem,

den fører mig dog nærmere mit hjem."