"Med sorgen og klagen hold måde,
Guds ord lad dig trøste og råde,
lad hjertet i sorgen ej synde,
ved døden vi livet begynde!" (DDS 529)
"My life is but a fleeting sigh
A tear within the sea
But You are everlasting, Lord
And You’ve predestined me
To leave this fading world behind
Not fearing death will come
For then I’ll look on Jesus Christ
And to His arms I’ll run
And when I see Him face to face
What glory that will be
To look upon my Savior’s scars
And know they were for me" - Sovereign Grace
For efterhånden noget tid siden var jeg ude ved Vesterhavet, jeg formåede at ramme tidspunktet for solnedgangen og inden min gåtur var omme havde jeg været vidne til det smukkeste syn. Jeg havde vandet på min højre side og gik "mod" solen. Dette var hvad jeg så:
Billedet slår slet ikke til i at vise skønheden, ej heller fanger filmen jeg tog det. Jeg var helt alene, der på stranden og kom (endnu engang) til at tænke at når der er så smukt her på jorden, hvordan må der så ikke være i himlen? Beauty is only a reflection.
Jeg blev på mange måder henført til Narnia, "Det sidste slag". De rejsende kommer endelig frem til Aslans land og betages af skønheden der, det går op for dem at det ligner Narnia der hvor de er, at det ligner England i det fjerne. Men et bedre Narnia, et bedre England. Det er som om der de har levet hele deres liv blot var en form for skygger af der hvor de nu befinder sig. Digory forklarer:
"But that [where they had been before] was not the real Narnia. That had a beginning and an end. It was only a shadow or a copy of the real Narnia which has always been here and always will be here: just as our world, England and all, is only a shadow or copy of something in Aslan's real world."
Jeg elsker det sted, for Lewis har virkelig fat i en dyb sandhed som er umulig helt at begribe, men han gør et godt forsøg på at formidle den - for ham selv og for os - gennem hans fortælling. En dag skal vi opleve virkeligheden, det der lige nu er billeder som vi ikke ser det hele og fulde af - skal vi se og kende helt.
Tilbage til den dag på stranden, jeg vendte mig om og så noget helt andet:
Jeg kunne dårligt tro mine egne øjne og brugte noget tid på at dreje rundt om mig selv inden jeg gik videre. Jeg læste på et tidspunkt en kommentar til 1. kor. 13:13 hvor de redegjorde for at man godt kunne lave gode spejle på Paulus tid, spejlbilledet kunne nærmest være så klart som det ville være i dag - så hvorfor er det dårligere at se i et spejl? Forfatteren til kommentaren (jeg husker desværre ikke længere hvilken) argumenterede for at man ikke kan se det hele i spejlet, du er begrænset - du kan ikke se et billede af den virkelighed der er udenfor spejlrammen. Som med solnedgangen, hvis jeg havde set i et spejl havde jeg ikke kunne vende mig rundt og få solnedgangen med, så havde jeg kun set den mørke og skyfyldte himmel. Selv hvis du ser et klart billede af det der er virkeligt, så ser du kun noget af virkeligheden og du husker: det er ikke det samme. C.S. Lewis fortæller igen gennem Digory: "And of course it is different; as different as a real thing is from a shadow or as waking life is from a dream." His voice stirred everyone like a trumpet as he spoke these words: but when he added under his breath "It's all in Plato, all in Plato: bless me, what do they teach them at these schools!" the older ones laughed."
Jeg ved ikke med dig, men for mig er det en konstant kilde til håb og opmuntring, den dag på stranden var blot en påmindelse om det jeg allerede ved: [...] at lidelserne i den tid, der nu er inde, er for intet at regne mod den herlighed, som skal åbenbares på os. (Rom. 8:18). Det er min største trøst - at Gud elskede så højt at han sendte Jesus, for at jeg ikke skal stå i min egen manglende retfærdighed foran ham på dommens dag, men for at jeg kan stå med Jesu retfærdighed og se Gud ansigt til ansigt. Endelig se den virkelighed jeg kun har set billeder, refleksioner og skygger af i mit jordiske liv.
Vi lader C.S. Lewis få de sidste ord:
"And as [Aslan] spoke He no longer looked to them like a lion; but the things that began to happen after that were so great and beautiful that I cannot write them. And for us this is the end of all the stories, and we can most truly say that they all lived happily ever after. But for them it was only the beginning of the real story. All their life in this world and all their adventures in Narnia had only been the cover and the title page: now at last they were beginning Chapter One of the Great Story which no one on earth has read; which goes on forever; in which every chapter is better than the one before."
