Sandheder i en pluralistisk verden

"Jeg er vejen og sandheden og livet; ingen kommer til Faderen uden ved mig" - Jesus (Joh. 14:6)

"A lie is a lie even if everyone believes it. The truth is the truth even if nobody believes it." - Unknown

"Hvis I bliver i mit ord, er I sandelig mine disciple, og I skal lære sandheden at kende, og sandheden skal gøre jer frie." - Jesus (Joh. 8:31-32)

Vi lever i en pluralistisk verden, noget der i den grad har sat sit spor på min generation. Det virker på mange unge som jeg møder, som om at det er svært for os at skelne mellem sandheden og individets opfattelse af sandheden. Uanset hvad jeg synes om noget givent, er det stadig sandt eller falsk. Jeg kan godt synes det regner i New York lige nu - men det er ikke det at jeg synes det som gør udsagnet sandt. Udsagnet er sandt hvis det regner og falsk hvis det ikke regner. Det virker jo logisk nok når man siger det på den måde, og vi ville mene at et menneske der hævdede at det regnede fordi han troede det ikke er helt velfungerende. I andre tilfælde overser vi denne åbenlyse logik i pluralismens og rummelighedens navn.

Tag det øjeblik vi snakker om Gud - er Gud god?*
Som menneske, eller i hvert fald som mig, har jeg en tilbøjelighed til at være mere eller mindre sikker i mit svar på spørgsmålet. Som vi tidligere har snakket om virker Gud nogle dage virkelig god og andre dage decideret ond. Men sandheden - sandheden om hvem Gud er - den står fast uanset hvad jeg synes. 

Jesus siger selv han er sandheden. Jesus er også det absolut største vidne vi har på Guds kærlighed til os, på Guds godhed. At han, som udgjorde den forurettede part, søgte at blive genforenet med os, der havde forvoldt ham skade (og ikke nok med det - han betalte også den fulde pris for genforeningen, sin død på korset) fortæller os alt vi behøver vide om hans godhed. Det er den eneste forsikring jeg egentligt behøver. Og det er præcis den sandhed jeg må prædike for mig selv, og bede andre om at prædike for mig, når min egen oplevelse af sandheden truer med at tage overhånd eller med at definere selve sandheden for mig. 

Sandheden om en god Gud, viden om at denne sandhed er sand - uanset hvordan den virker, den er så vigtig for mig som menneske. I en verden hvor Marcus Aurelius' holdning at "Everything we hear is an opinion, not a fact. Everything we see is a perspective, not the truth." er det fremherskende synspunkt, må vi holde fast i det vi ved - Jesus er sandheden. Ikke et perspektiv på sandheden. Ikke en mening om sandheden. Ikke en af mange sandheder. Ikke en del af en større sandhed. Han er sandheden og han er god. Uanset hvordan jeg har det.

Jeg kender jo sandheden - og hvordan kan jeg så bilde mig selv ind at noget andet, nogen anden opfattelse af en sandhed, kan tage hans plads?

"Are You good only when I prosper 

And true only when I’m filled?

Are You King only when I’m carefree 

And God only when I’m well?

You are good when I’m poor and needy 

You are true when I’m parched and dry 

You still reign in the deepest valley 

You’re still God in the darkest night"

- "As long as you are glorified" by Sovereign Grace Music

*Der ligger en apologetisk snak om hvorvidt Gud findes før et sådant spørgsmål er relevant, men da det er mit indtryk de fleste der læser med her er troende vil jeg henvise til andre steder for at søge svar på det spørgsmål. 

Håbet, det forståelige og den fulde erkendelse

"Livet forståes baglæns, men må leves forlæns." - Søren Kierkegaard

"Nu erkender jeg stykkevis, men da skal jeg kende fuldt ud, ligesom jeg selv er kendt fuldt ud." - Paulus (1. kor. 13:12b)

"[...]There is no way to get through suffering, unless you have a living hope." - Timothy Keller


Tre forskellige citater, tre kloge mænd - men hvad har de til fælles?
På hver sin måde behandler de smerte i livet. De kalder det hvert sit - Kierkegaard kalder det "det uforståelige", Paulus kalder det "stykkevis erkendelse" og Keller kalder det "suffering" (lidelse). Hvad du kalder det ved jeg ikke - men der er gode odds for at du kender til det. Det er en del af vores liv som mennesker i en falden verden, og der er sagt og skrevet rigtig meget om det.

Men den anden del af sætningerne - hvad med dem? Hvad med "det forståelige", hvad med "den fulde erkendelse" og hvad med "håbet"? - hvor kommer de ind i billedet? Hvor finder vi dem? Jeg lever mit liv, dag til dag, det bliver mere og mere vinter og jeg savner mere og mere lyset, glæden og i sin forstand også livet. Hvor skal jeg finde det henne? Lyset, det forståelige, den fulde erkendelse og håbet?

Jeg har en god ven der sagde til mig en dag "Lad Gud trøste dig Miriam. Men tag ikke til takke med hvad som helst - lad ham trøste dig med sig selv. Han er din største trøst.". Hvisheden om at Gud, skaberen og opretholderen af universet, den almægtige Herre der er i kontrol over alt, han kom til jorden, blev menneske og blev adskilt fra Gud ved sin død - for at jeg aldrig skulle blive det.
Deri må jeg finde min trøst. Deri må jeg finde mit håb.

Jeg kigger på mit liv og undres til tider, jeg har lagt mit liv i Guds hænder og det her er udfaldet? Det virker ikke altid super almægtigt eller helt vildt kærligt for mig. Men han har lovet mig at mit liv er i hans hænder - det er sandhed. Jesus siger ikke at spurven ikke vil falde, men han siger at den ikke vil falde uden at Gud er med den.  Håbet findes i den erkendelse, i den sandhed, at Gud har vores liv i sine hænder.

Vi skal finde håbet i at vi, på grund af Jesu død på korset, en dag skal stå ansigt til ansigt med Gud, den dag skal vi kende fuldt ud, den dag skal vi forstå, den dag er vores håb endelig forløst. Jeg tror på at jeg den dag vil kunne kigge på det liv jeg har levet på jorden og være helt sikker på at det var det bedste. Tænk over det: en dag at stå der, side om side med Gud, kigge tilbage på al smerten, sorgen, glæden, kærligheden og bare vide, fuldstændig uden tvivl at "det her var Guds nåde mod mig. Jeg ville ikke have ønsket det anderledes.". Hvilket grundlag for at bruge evigheden på at tilbede Gud!

Gør denne tanke smerten nemmere i øjeblikket? Nej. Gør den mig rask? Nej. Får den mig til at græde færre tårer? På ingen måde.

Hvad gør den så? Den giver mig håb.

Tanken om den almægtige Gud der har alt i sine hænder, at hans vilje sker og at han viser sin nåde over mit liv hver evig eneste dag. At jeg en dag skal stå foran ham og takke ham for det liv han gav mig at leve, fordi jeg endelig ser det hele fuldt ud. Den tanke, den giver mig håb. Midt i håbløsheden.

"Ikke alle dage er lige, 

alle ej på glæde er rige.

Ikke hver en dag nyder sjælen samme ro;

men hver en dag jeg kan på Jesus tro.

Ingen dag er jeg nåden værdig,

hver en dag er jeg dog retfærdig.

Skulle så en dag synes særig tung og slem,

den fører mig dog nærmere mit hjem."