- Jonathan Edwards (som faktisk lavede intet mindre end 70 fortsæt som ung)
"Livet forståes baglæns, men må leves forlæns" - Søren Kierkegaard
"There are two kinds of people: those who say to God, 'Thy will be done,' and those to whom God says, 'All right, then, have it your way.'" - C.S. Lewis
Jeg har fødselsdag to dage før nytår. Det kan der siges meget om - hvordan det var svært at inviterer sine klassekammerater, hvordan man fik ubeskriveligt mange gaver sådan ca. alle dage mellem jul og nytår og hvordan man afslutter og begynder "to former" for år oven i hinanden.
Jeg ved ikke om det bare er mig, men jeg bliver altid ekstra refleksiv når jeg har fødselsdag - og når et år er slut. Det er både belejligt og ubelejligt at de to ting ligger så tæt hos mig, på den ene side er det hele klaret på en gang, på den anden side betyder det i praksis at min hjerne går i en eller anden form for tre-dages refleksions-eksil hvert år og har gjort det de sidste ti år. Jeg har vænnet mig til det efterhånden, og fundet ud af at det bestemt har sine fordele - selv mængden af tårer taget i betragtning.
Egentligt holder jeg af det, specielt efterhånden som jeg er blevet bedre til at håndtere intensiteten af det. Det er trods alt 365 dage og knap 9000 timer der lige skal igennem systemet. Hvad har været godt? Hvad har været mindre godt? Hvorfor? Hvem har vandret med mig, hvem vil jeg gerne sige tak? Hvor var jeg for et år siden - hvor sad jeg sidste år og skrev det her (jeg har prøvet at huske at finde de gamle bøger frem og læse hvad jeg skrev året for inden, men jeg er ikke lykkedes i det endnu af forskellige årsager, så jeg må satse på hukommelsens pålidelighed - velvidende den er ret selektiv)? Hvad har jeg set Gud gøre i mit liv i det her år? I andres liv?
Spørgsmålene er mange, og hvis man skulle læse det igen ville det sikkert ikke give super meget mening - og ikke umiddelbart være nogen synlig sammenhæng i sætningerne. Men det er underordnet, egentligt - for alle de tusindvis af ord på siderne i min notesbog er jo i grunden bare et middel til at nå et mål.
Et mål der, i al sin simpelhed, drejer sig om at være opmærksom på Guds virken i mit liv. Det går så let tabt fra dag til dag - måske kender du det, man kan ikke rigtig se skoven for bare træer (hvilket iøvrigt er et sært udtryk, men lad nu det være!). Så pludselig står man i en situation der minder rigtig meget om en tidligere og man ser sig selv handle anderledes. Det er sket så mange gange for mig i det sidste halve år at det er helt overvældende. Jeg glædes over det og jeg takker Gud. C.S. Lewis siger det ret godt, når han siger: "Isn't it funny how day by day nothing changes, but when you look back, everything is different..."
I lyset af de refleksioner - i lyset af alt hvad Gud har gjort, som jeg ikke engang selv har været bevidst om at han har gjort mens det foregik (læs: og som jeg da på ingen måde kan tage æren for!), så ender jeg altid uden nytårsfortsæt. Ind imellem gør jeg forsøget men de er altid både ude af tanke og sind når vi når 5. januar. Jeg gør mig nogle overordnede tanker, i lyset af de refleksioner, om hvor jeg tror det går henad og hvad jeg ønsker der skal ske med, i og omkring mig. Men så kommer jeg aldrig rigtig længere - jeg ender aldrig med en konkret plan (undskyld, kære coaches og undervisere. I har virkelig prøvet at få mig til det!) ikke fordi jeg er principielt imod det, af en eller anden grund virker det bare ikke for mig. Jeg ved det virker for mange andre, og det er fedt!
Der er nok mange grunde til det ikke virker for mig, men jeg tænker at noget der spiller en stor rolle er at jeg altid bliver så mega overrasket over hvor vildt det er det Gud han foretager sig og jeg kender mig selv godtnok til at vide at hvis jeg ligger en for fast plan og ramme så kommer jeg alt for nemt (og grueligt fejlagtigt!) til at tro at det var mig selv der gjorde alle de ting når året er slut. Det ville virkelig være en konklusion der ville gøre mig ked af det, for rigtig nok er det mit liv og et eller andet har jeg foretaget mig - men uden Gud, ja så var jeg nok ikke ligefrem kommet så langt (hvis jeg stadig var i live, that is). Så med den viden om min egen tilbøjelighed på det punkt, går jeg imorgen ind i endnu et år uden nytårsfortsæt. Jeg går ind i det med enorm taknemmelighed til Gud for alt det jeg har set ham gøre i mit og andres liv det sidste år og jeg går ind i det med en bøn og et håb om at næste år må bringe ham endnu mere ære og os endnu mere glæde (lad os lige indskyde at jeg på ingen måde er af den holdning at mål og nytårsfortsæt udelukker taknemmelighed til Gud). Jeg har det måske lidt som den kære Steen nedenfor.
Afslutningsvis vil jeg gerne give Brorson ordet. Jeg står gerne ved det - jeg har en forkærlighed for hans salmer, jeg tror vi havde haft mange gode snakke hvis vi havde levet samtidig!
I hans nytårssalme "O Gud, som tiden vender" (DDS 715) kommer tingene netop i perspektiv. Vi beder Gud velsigne det næste år Ham til ære og os til gavn og reflekterer over vores egen utilstrækkelighed i vores forvaltning af det vi er blevet givet og vender blikket mod Jesu tilstrækkelighed. Afslutningsvis snakker Brorson om døden, det virker måske brutalt, men han gør det i næsten alle sine salmer - og det er vel fair nok, døden er en del af livet. Vi synger om hvordan vi ikke er herre over døden, vi ved ikke hvem der skal dø i løbet af det næste år - måske skal vi selv, men vi ved at takket være Jesus så finder vi salighed i døden, skulle den komme. Det er en smuk salme. Det minder mig om det vigtigste - om hvorvidt vi når hvad vi gerne vil eller ej, om vi lykkedes i vore nytårsfortsæt, mål og tanker og planer for det næste år eller ej - så kan vi se frem mod evig salighed på grund af Jesus. Og i det lys, ja så falmer mine forsøg en anelse - uanset om de lykkedes eller ej. Til syvende og sidst er det ikke afgørende! Med de ord, så godt nytår, uanset om du laver nytårsfortsæt eller ej!
O Gud, som tiden vender
og styrer i din hånd,
vi folder vore hænder
og sukker ved din Ånd:
I Jesu Kristi navn
lad dette år os være
velsignet, dig til ære
og vore sjæles gavn!
Dit ord og sakramenter
vi har til denne stund,
men ak, hvordan forrenter
vi disse store pund?
For Jesu blod og sår
lad dog dit lys tiltage
og vidt og bredt opdage
i det begyndte år!
Vi vide ej til hobe,
som for dit ansigt står,
hvem døden bort vil råbe
i det begyndte år;
for Jesu skyld bered
til døden vore sinde,
således at vi finde
i døden salighed!
