"Han elsker mig, min Herre Jesus Krist,
det er min sang, er vejen mørk og trist.
Når verdens bølger bruser mod min sjæl,
han elsker mig! O, så er alting vel.
Han elsker mig min Herre Jesus Krist,
det er min sang for evigt, og til sidst
da skal jeg se hans ansigt,
og jeg jubler nu i vished, at han elsker mig." - J. Santon, S. Pedersen
Jeg læser Jobs bog lige for tiden (disclaimer: jeg er kommet til kapitel 29 i skrivende stund). Jeg har nok et temmelig atypisk forhold til den bog - den bringer mig stor trøst. Jeg har hørt flere sige de synes den er trist eller decideret deprimerende, men jeg ser igennem den en Gud der er nådig mod Job, selv efter han har brugt 30 kapitler på at forbande det liv Gud har givet ham.
"Er der nåde nok så, Miriam?" - det var et virkelig godt spørgsmål, der landede meget præcist på mig i en samtale for et par uger siden. Et spørgsmål som jeg tror Job kæmpede med i hans forsøg på at forstå hvordan Guds retfærdighed og nåde hænger sammen og både hans venner og hans kone var ikke blege for at give deres besyv med.
Job fastholdt selv at han var retfærdig (Job 32:1), på trods af han også siger at et menneske ikke kan være retfærdigt overfor Gud (Job 9:1-2). Hvordan de to ting hænger sammen skal jeg ikke gøre mig klog på, men måske var han bare forvirret over det hele. Det kan jeg godt sætte mig ind i. Uden at have noget særligt teologisk belæg for det, har jeg Job mistænkt for at være i tvivl om om der er nåde nok.
Har du nogensinde tænkt over hvad gør det ved en hvis man er i tvivl om hvorvidt Guds nåde rent faktisk dækker alt man har gjort og kommer til at gøre? Det gør en bange. Det får en til at udbryde med Job "Holdt han blot op med at slå mig, så skrækken for ham ikke skulle overvælde mig, da kunne jeg tale uden at frygte ham, for jeg ved, at jeg ikke har grund til det." (Job 9:34-35) Man frygter Gud. Og ej heller på den gode måde. Det er en kæmpe spænding at stå i, og en det tyder på Job kendte alt for godt: spændingen mellem Guds retfærdighed og nåde.
C.S. Lewis har et afsnit i Mere Christianity (Det er kristendom, på dansk) som jeg holder så meget af, hvor han skriver om denne spænding:
“God is the only comfort, He is also the supreme terror: the thing we most need and the thing we most want to hide from. He is our only possible ally, and we have made ourselves His enemies. Some people talk as if meeting the gaze of absolute goodness would be fun. They need to think again. They are still only playing with religion. Goodness is either the great safety or the great danger - according to the way you react to it. And we have reacted the wrong way.”Gud er den eneste tryghed, Han er også den ultimative rædsel. Det er her Job finder sig selv stå - måske opdager han det først midt i lidelsen, men det er der han altid har stået. Det er her vi allesammen står. Gud er den eneste der kan redde os - og vi har gjort os selv til hans fjender. Jeg tror det var det der gik op for Job midt i hans lidelse. Hans gerninger var ikke gode nok, de slog ikke til. De. Kunne. Ikke. Redde. Ham. Uanset hvor mange køer han havde og hvor mange hjælpeløse han reddede (Job 29:12) - han slog ikke til, han var ikke nok. Hans gerninger var ganske enkelt ikke tilstrækkelige. Gud skyldte ham intet - på trods af hvor retfærdig Job selv synes han var, så var han i live udelukkende på grund af Guds nåde.
Det samme er sandt for mig. Og for dig. Jeg husker en særlig hård periode i mit liv, hvor jeg sad og snakkede med en af mine gode venner og han fortalte mig "Miriam. Dit liv er Guds nåde imod dig, uanset hvordan det opleves. At du lever er Guds nåde imod dig!". Jeg tror jeg har fortalt jer før at det bestemt ikke føltes som Guds nåde - og Job må have haft det på samme måde. Han må have spurgt sig selv, og sine venner: "er der nåde nok? Slår nåden til, selvom jeg aldrig bliver retfærdig? Selvom jeg aldrig kommer til at kunne gøre det godt nok? Selvom jeg aldrig kommer til at kunne slå til?" Job var i tvivl - og når man er i tvivl om hvorvidt Guds nåde slår til, så gør man alt hvad man kan for at tro man rent faktisk er retfærdig nok i sig selv - for så skulle det jo nok gå, selvom nåden skulle ske ikke at slå til.
Jobs ven, Sofar giver ham dog et rungende "JA" på hans spørgsmål, når han udtrykker sit ønske for Job om at Gud måtte åbenbare sig for ham sådan at han kan forstå "at Gud kan lade [hans] skyld være glemt." (Job 11:5-6). Der er nåde nok Job. Der er nåde nok Miriam. Der er nåde nok. At der er nåde nok, sætter en fri fra behovet for at bilde sig selv ind at man er retfærdig. Visheden om at nåden rent faktisk slår til, sætter en fri fra at tro at ens gerninger på nogen måde kan blive en til frelse.
Indimellem lykkedes det Job (og hans venner) at holde deres blik det rigtige sted og minde sig selv og hinanden om at nåden slår til - også for dem. At der ikke er grund til at være bange for Gud. At deres egne gerninger aldrig nogensinde slår til, men at Guds gerninger er dem nok. Job selv udbryder midt i det alt sammen
"Dog ved jeg, at min løser lever, til sidst skal han stå frem på jorden. Når min hud er skrællet af, når mit kød er tæret bort, skal jeg skue Gud; ham skal jeg skue, ham og ingen anden skal mine øjne se. Mit indre fortæres af længsel." (Job 19:25-27)Han må være bare en anelse profetisk i sin udtalelse, for den løser der er tale om er Jesus. Og det er lige præcis derhen vi skal se for at forsikre os selv og hinanden om at der er nåde nok. Job længes efter at se Gud - noget man bestemt ikke længes efter medmindre man ved man kan stå retfærdig foran ham. Men ikke min egen retfærdighed, det var jo netop den der ikke slog til. Jeg har brug for en andens retfærdighed, og Jesus har givet mig hans gennem sin død og opstandelse.
Når jeg finder noget dybt i mig udbryde "Men er der virkelig nåde nok? Slår den virkelig til her? Kan Gud virkelig elske mig selvom jeg aldrig kan slå til?" så må jeg se på korset. Gud viser sin kærlighed til os, ved at Kristus døde for os, mens vi endnu var syndere. Mens vi endnu var hans fjender, blev vi forligt med Gud, ved at hans søn døde; så skal vi så meget mere, når vi er forligt med Gud, frelses, ved at han lever. (Rom. 5:8;10)
Det er for stort til jeg forstår det, det er nærmest for stort til jeg tør håbe på det. Det er de gode nyheder venner - og det er dem vi gang på gang må minde både os selv og hinanden om. Vi må aldrig stoppe med at forkynde dem for hinanden - de gode nyheder om at der er nåde nok. Selvom vi næppe kommer til at kunne gribe det fuldt ud på denne side af døden. Mind dig selv om det. Mind mig om det. Lad os minde hinanden om det på vores vandring gennem livet, indtil vi en dag står sammen foran Gud og endelig ved - uden den mindste tvivl - hans nåde var os altid nok.
