Hvorfor er du fortvivlet min sjæl?

Måske har du prøvet det - du vågner op om morgenen, og uden nogen form for advarsel er dagen bare hård ved dig. Der er ikke nødvendigvis nogen grund, der er ikke nødvendigvis noget at snakke om og der er ikke nødvendigvis nogen løsning. Vejret kan være godt, søvnen kan have været nok og dagens program kan være tiltalende. Alligevel er du trist og du forstår ikke hvorfor.
Jeg vågnede til sådan en dag i dag. Det er på ingen måde første gang det sker, så jeg gjorde det jeg plejer at gøre - sænker mine forventninger til dagen og omarrangerer de ting jeg kan sådan så tingene ikke bliver værre. Og drikker en ekstra kop kaffe, selvom jeg godt ved den ikke hjælper på den manglende koncentration eller tågetheden i hjernen. :)

I dag var alligevel lidt anderledes end de typiske ikke-så-heldige-dage, ikke fordi den drastisk ændrede sig og blev overdrevet awesome eller fordi der kom en bamse ned fra himlen og krammede mig eller jeg pludselig elskede at læse tragiske kærlighedshistorier i tysk, men fordi jeg opdagede noget spænende. Spænende på sådan en lidt twistet måde måske, men spænende alligevel.

Jeg ved ikke hvordan det er at være deprimeret og ikke have en tro på Gud.
Men jeg ved hvordan det er at være deprimeret, tro på Gud og tvivle på hans godhed, trofasthed og kærlighed.
Det er utroligt smertefuldt.
Og så ved jeg hvordan det er ikke at være i tvivl om Guds godhed, trofasthed og kærlighed - og være deprimeret alligevel.
Det er meget underligt. Og stadig smertefuldt, men på en hel anden måde.
(Sidenote: Hermed ikke sagt at hvis du passer ovenstående beskrivelse så har du en depression, ovenstående er blot et vagt forsøg på at beskrive hvordan jeg oplever den depression der er en del af mit liv.)

Det var en spøjs opdagelse - den der totalt fundamentale forskel der er på de to måder at være deprimeret på. Jeg har ikke nødvendigvis nogen indflydelse på hvilken en af dem der er den aktuelle - men ved Guds store nåde er jeg, efter en del meget smertefulde år, havnet i at være deprimeret og ikke være i tvivl om Guds godhed, trofasthed og kærlighed.
Det er jeg virkelig taknemmelig for. Og samtidig er det nærmest sværre at deale med end de gange jeg har været grundlæggende i tvivl og skreget og hylet i ren frustration (beklager eventuelle traumer jeg måtte have påført folk i nærheden). Det er sværre på den måde at det synes så "overflødigt", ja jeg kan nærmest føle at jeg ikke har fattet hvad det i virkeligheden går ud på.
Den gang jeg var i tvivl om Guds godhed og kærlighed, var det på en eller anden måde nemmere at acceptere at jeg havde det dårligt - jeg vidste jo ikke om der rent faktisk var grund til at have det godt.
Men nu, nu sidder jeg gang på gang med følelsen af at min sjæl ikke har forstået hvordan virkeligheden ser ud - hvorfor er den så deprimeret? Gud er jo god. Himlen kommer nærmere og nærmere. Livet er jo i bund og grund godt og det ved jeg godt. Det mærkes bare ikke sådan. Det er en frustrerende følelse at sidde med, og skal man tro statistikkerne er der flere der kender til det end vi lige går og tror - at vide at man har al grund til at være glad og taknemmelig og samtidig være trist og taknemmelig helt ind i dybet af hjertet.

Noget kunne tyde på at Korasønnerne i Bibelen kendte til det, og de formulerer det utroligt smukt i hans 42ende salme (og den 43ende også), de taler til deres sjæl, når de siger:

Hvorfor er du fortvivlet, min sjæl?
Hvorfor skælver du i mig?
Vent på Gud!
For jeg skal takke ham på ny,
min frelser og min Gud.

Og hvor kender jeg det godt fra mig selv - den situation hvor ens hovede, af uransagelige årsager, igen er endt fladt nede på bordet og man frustreret sukker noget i retningen af "Hvad er der galt med dig?? Se hvordan solen skinner, hør på løftet om det himmelske håb, tænk på dine venner der elsker dig, der er is i fryseren... Du har ingen grund til at være så trist! Gud er god mod dig!"

(Sidenote #2: Det er altid lidt risikabelt at skrive om de her ting, der er så stor sandsynlighed for at blive misforstået. Når jeg taler om at vide at Gud er god mod mig, så må du ikke læse det som sådan et forsøg på at overbevise min egen sjæl om at Gud rent faktisk er god (tro mig, det har jeg ofte prøvet (!) men det er ikke det jeg taler om her.), men læs det som en dyb indre overbevisning.)

Og alligevel - af grunde der er mig ukendte - er den overvælende tristhed der. Der er dage hvor den er det eneste der er der, men oftest eksisterer den side om side med håb, taknemmelighed og latter. Måske var det det Paulus mente når han snakkede om altid at glæde sig? (Fil. 4:4), jeg ved det ikke. Men det er en interessant fænomen... (På en twistet måde, jeg sagde det jo! ;-))