"A lie is a lie even if everyone believes it. The truth is the truth even if nobody believes it." - Unknown
"Hvis I bliver i mit ord, er I sandelig mine disciple, og I skal lære sandheden at kende, og sandheden skal gøre jer frie." - Jesus (Joh. 8:31-32)
Vi lever i en pluralistisk verden, noget der i den grad har sat sit spor på min generation. Det virker på mange unge som jeg møder, som om at det er svært for os at skelne mellem sandheden og individets opfattelse af sandheden. Uanset hvad jeg synes om noget givent, er det stadig sandt eller falsk. Jeg kan godt synes det regner i New York lige nu - men det er ikke det at jeg synes det som gør udsagnet sandt. Udsagnet er sandt hvis det regner og falsk hvis det ikke regner. Det virker jo logisk nok når man siger det på den måde, og vi ville mene at et menneske der hævdede at det regnede fordi han troede det ikke er helt velfungerende. I andre tilfælde overser vi denne åbenlyse logik i pluralismens og rummelighedens navn.
Tag det øjeblik vi snakker om Gud - er Gud god?*
Som menneske, eller i hvert fald som mig, har jeg en tilbøjelighed til at være mere eller mindre sikker i mit svar på spørgsmålet. Som vi tidligere har snakket om virker Gud nogle dage virkelig god og andre dage decideret ond. Men sandheden - sandheden om hvem Gud er - den står fast uanset hvad jeg synes.
Jesus siger selv han er sandheden. Jesus er også det absolut største vidne vi har på Guds kærlighed til os, på Guds godhed. At han, som udgjorde den forurettede part, søgte at blive genforenet med os, der havde forvoldt ham skade (og ikke nok med det - han betalte også den fulde pris for genforeningen, sin død på korset) fortæller os alt vi behøver vide om hans godhed. Det er den eneste forsikring jeg egentligt behøver. Og det er præcis den sandhed jeg må prædike for mig selv, og bede andre om at prædike for mig, når min egen oplevelse af sandheden truer med at tage overhånd eller med at definere selve sandheden for mig.
Sandheden om en god Gud, viden om at denne sandhed er sand - uanset hvordan den virker, den er så vigtig for mig som menneske. I en verden hvor Marcus Aurelius' holdning at "Everything we hear is an opinion, not a fact. Everything we see is a perspective, not the truth." er det fremherskende synspunkt, må vi holde fast i det vi ved - Jesus er sandheden. Ikke et perspektiv på sandheden. Ikke en mening om sandheden. Ikke en af mange sandheder. Ikke en del af en større sandhed. Han er sandheden og han er god. Uanset hvordan jeg har det.
Jeg kender jo sandheden - og hvordan kan jeg så bilde mig selv ind at noget andet, nogen anden opfattelse af en sandhed, kan tage hans plads?
"Are You good only when I prosper
And true only when I’m filled?
Are You King only when I’m carefree
And God only when I’m well?
You are good when I’m poor and needy
You are true when I’m parched and dry
You still reign in the deepest valley
You’re still God in the darkest night"
- "As long as you are glorified" by Sovereign Grace Music
*Der ligger en apologetisk snak om hvorvidt Gud findes før et sådant spørgsmål er relevant, men da det er mit indtryk de fleste der læser med her er troende vil jeg henvise til andre steder for at søge svar på det spørgsmål.

Ingen kommentarer:
Send en kommentar