(Disclaimer: jeg er ikke teolog, på nogen måde og dette er ikke ment som et teologisk indspark i din juleaften. Det bør læses mere som en narrativ fortælling og et tankeeksperiment!)
Noget tid tilbage læste jeg et blogindlæg af en mor der havde besluttet sig at fortælle sine børn hvad de skulle have i julegave - uger før de fik dem. Det lyder lidt tosset, men før du drager nogle konklusioner så læs lige hvad hun skriver. Hendes drenge, med forskellige udfordringer, kunne simpelthen ikke rumme spændingen og det forsagede meltdown efter meltdown hele december. Det var ikke det værd. Så nu pakker de julegaver op som de ved hvad indeholder.
Det er lidt sådan jeg har det med julen. Ikke med pakkerne under juletræet (omend det aldrig har været så svært at gætte deres indhold), men med Jesus. Måske lyder sammenligningen lidt langt ude i dine ører (eller er det øjne i dette tilfælde) - men giv mig et øjeblik til at prøve at forklare mig selv.
Jeg er født ind i en tid, et land og en familie som gør at jeg altid har vidst at Jesus har frelst mig. Jesus blev menneske, han døde og han opstod - jeg havde ikke noget at være bange for, for selv i al min syndighed så var han nådig og god og trofast imod mig.
Prøv så at tænk på Israelitterne i den intertestamentale periode (hvilket er et fint ord for de ca. 400 år der går mellem vi hører de sidste ord fra Gamle Testamente og indtil Gabriel kommer til Maria med det glædelige budskab) - de vidste det ikke. Ikke helt i hvert fald, for de havde jo hørt om det eftersom historien dårligt nok er begyndt før Adam og Eva synder og Gud lover dem at Evas afkom skal knuse slanges hoved (Gen. 3:15). Moses talte om det da han sagde "Herren din Gud vil af din midte lade en profet som mig fremstå for dig, en af dine egne; ham skal I adlyde." (Deut. 18:15). David sang om det (Ps. 2:7, Ps. 22:7-8 osv.) og Esajas, lad os endelig ikke glemme Esajas: "Han skød op foran Herren som en spire, som et rodskud af den tørre jord...Men det var vore sygdomme, han tog, det var vore lidelser, han bar" (Is. 53:1-4). Det var der - som sådan en masse små spor allemulige steder, i en kultur hvor sådanne ting blev vidergivet gennem fortællinger og sange - mund til mund, far til søn.
Men 400 år - det er virkelig lang tid. Hvor mange generationer har den historie og det håb måtte vidergives uden nogen ny information om sagen? Wikipedia foreslår en 15-18 generationer. På det tidspunkt hvor Gabriel kommer til Maria lever der på ingen måde nogen der har hørt Esajas' stemme, endsige Davids. Nej, deres børnebørn lever ikke engang. Vi er langt forbi den periode hvor man kan tale om første- og andenhånds vidner til det givne håb. Det må nærmest være helt uvirkeligt, føles som en vandrehistorie ens bedstefars oldefar troede på engang - at Gud skulle komme. Spørgsmålet er vel også hvor synligt det har været for dem, de har jo egentligt ikke fået at vide hvad der var i gaven (for lige at hoppe tilbage til det billede) men var efterladt til at gætte ud fra diverse hints. Som vi sang det med Luthers ord i dag "hvad David dunkelt så og sang" - og dunkelt er nok en jævnt rammende beskrivelse.
Og alligevel så ventede de, de ventede på forløsning - omend de ikke var klar over hvordan det skulle foregå. Jeg ved ikke om man kan tale om decideret spænding som man kan det med børn og gaver, men man kan i hvert fald tale om forventning og længsel. Jeg blev glædeligt overrasket da vi sang nedenstående salme et par søndage i advents perioden, jeg vidste slet ikke den fandtes på dansk men jeg er betaget af både tekst og melodi. Den måde de synger de sidste to linjer i hvert vers på illustrerer virkelig den længsel og det håb der snart skal forløses!
O kom, o kom, Immanuel,
forløs dit fangne Israel
i pinefuld landflygtighed
langt fra dit åsyns herlighed.
O fryd! o fryd! Immanuel
vil komme til dig, Israel.
(DDS 77)
Tilbage til mig, til os. Vi har jo fået at vide hvad der er i gaven - vi behøver ikke vente og længes og håbe på at blive forløst og løskøbt. For Jesus er her. Jeg kan huske min undren da jeg, som relativt lille barn, sang i et børnekor (hvem skulle have troet det... Hermed min officielle undskyldning til korlederen for mit meget mangelfulde gehør!) en sang med teksten "vi venter, vi venter, nu kommer han snart.". Jeg fandt aldrig nogen at spørge, men hold nu op jeg undrede mig. Han var jo kommet? Jeg forstod ikke hvad det var jeg ventede på. Egentligt giver det stadigvæk ikke så god mening, men i det mindste forstår jeg nu at nogen har ventet.
Og så alligevel giver det jo mening - for vi venter stadig. Vi venter på Jesu andet komme. Vi ser stadig ikke det hele og kender stadig ikke fuldt ud. Der er faktisk ret mange paralleller mellem Israelitterne i de 400 år og du og jeg nu. Så mange at vi kommer til at forveksle salmer om Jesu andet komme med salmer om inkarnationen - tag f.eks. Joy to the World. Vi venter. Vi længes. Vi har et håb. Vi ved det kommer - men øjenvidnerne til det håb er for længst døde og borte. Dog har vi en seriøs bonus - vi har Helligånden til at vidne om det i vores hjerter.
Der er meget at sige om den sag, men indlægget her er allerede langt nok og jeg skal have pakket de sidste gaver.
Mens vi fejrer Jesu fødsel, så lad os ikke glemme at han kom for at dø og opstå sådan at vi kan komme med ham hjem når han kommer for anden gang og endelig lægger alting under sine fødder. Vi fejre så meget mere end blot at Gud blev menneske - som om det ikke var vildt nok i sig selv!
Glædelig jul!

Ingen kommentarer:
Send en kommentar