Guds nåde er mig nok... Gud er mig nok.

"What are you gonna say to God

When all you do is pray to God

To take the thorn away?

And all you hear Him say is:

My grace, My grace

My grace is sufficient

My grace is sufficient"

(YouTube)

Ovenstående sang af Shane and Shane spillede for mig her til aften.

Talrige gange har jeg hørt 2. kor. 12:9 citeret, læst højt og prædiket ud fra. Guds nåde er mig nok, for hans magt udøves i magtesløshed. Det er trøstende ord for mange og var det måske i særlig høj grad for Paulus der konkluderede at han ligefrem helst vil være stolt af sin magtesløshed for at Kristi magt kan være over ham, han fortsætter med at berette hvordan han er godt tilfreds under magtesløshed, mishandlinger, trængsler, forfølgelser og vanskeligheder for Kristi skyld.

Det er et af de der steder hvor jeg læser hvad Paulus har skrevet og tænker "aaah... Der må vist være gået noget galt!" Det lyder fuldstændig usansynligt i mine øre at noget menneske kan være godt tilfreds under de forhold. Det virker til at Paulus stoppede med at bede Gud om at fjerne tornen efter han tre gange havde bedt og fået svaret at Guds nåde var ham nok. Han fandt fred i at alting er i Guds hænder og i at Gud er nok.

Og hvad er det så de spørger mig om, Shane and Shane? De spørger mig hvordan jeg reagerer over for Gud når han istedet for at svare min bøn som jeg ønsker han ville, svarer den med at han er nok. Hvordan reagerer jeg når jeg beder ham om at helbrede mig og han ikke gør det, men blot synes at efterlade mig med et "Miriam. Jeg er nok. Du har ikke brug for helbredelse, du har brug for mig." Hvordan reagerer jeg? For min egen del tror jeg snart jeg har været hele følelsesspektret igennem nogle gange i respons til det svar fra Gud.

Det er jo nok meget menneskeligt, men hvor ville jeg ønske jeg altid bare kunne svare med et "Du har ret Gud, du er nok for mig." At min første respons altid ville være "Du ved hvad der er bedst for mig". At jeg aldrig stillede spørgsmålstegn ved hvordan det her kan være hans nåde imod mig, men bare tog imod den som det den er. Guds mægtige nåde over mit liv - sygdom eller ej. For han er mig nok, og ham har jeg! Intet kan skille mig fra ham.

Tomas Sjødin skriver det så smukt i sin bog "Når løvet falder...", ud fra både bibelhistorien om Jakob der slås med Gud om natten og fra sin egen kamp med Gud ift. sine to dødeligt syge børn, skriver han:

"Når det vigtigste i tilværelsen er ved at gå tabt,

tvinges mennesket ind i et opgør med Livets Gud.

Da er det, at Gud optræder som vor tungeste modstander. 

Man kæmper med ham. Man prøver at besejre ham.

Men det, man frygter mest, er at miste grebet i ham.

At miste Gud. Vort 'jeg slipper dig ikke', betyder

måske egentligt: 'slip mig ikke, Gud! Slip mig aldrig!'

Det er de møder med Gud, hvor man ikke længere

beder om en lykkelig rejse eller om, at alt i livet skal

falde i hak. Netop her føles det meste ligegyldigt.

Kun ét står tilbage:

Velsignelsen ved ikke at blive forladt.

Ikke at tabe hans ansigt af syne."

(s. 95, fremhævning min)

Måske er dét i virkeligheden mit svar til Shane and Shane - at svare Gud med et "Tak. Tak fordi du ikke forlader mig! Det er det eneste der står tilbage Gud, alt andet er mig ligegyldigt. Og på dette, det vigtigste spørgsmål har du allerede svaret; du har sendt Jesus og derfor behøver jeg aldrig skilles fra dig. Din nåde var mig nok den nat Jesus hang på korset og døde for mine synders skyld - din nåde var mig nok i det eneste der i virkeligheden tæller. Jeg har set din nåde være mig nok på det mest afgørende, jeg stoler på at din nåde også er mig nok her."