En anderledes Langfredag

Han er opstanden, det er stort,

og dermed er en ende gjort

på al min ve og jammer.

Han er opstanden, det er nok,

min grav, som var en fangeblok,

er nu et brudekammer.

Al spe, suk, ve,

dødens fagter jeg foragter,

gravens hvile

synes til mig nu at smile.

(DDS 229 - Hans Adolph Brorson)

Lay me down and let me say goodbye to this world

You can lay me anywhere

But just remember this

When you lay me down to die

You lay me down to live

(Lay me down - Andrew Petterson)

Jeg husker Langfredag sidste år, jeg husker den fordi den var helt igennem sørgelig for mig. Først kunne man finde mig grædende nede i kirken mens lidelseshistorien blev læst højt og derefter kunne man finde mig gå grædende rundt nede ved fjorden for til sidst at ende hjemme (hvor der rent faktisk var nogle lommetørklæder) ved min computer, grædende i færd med at skrive et brev der forklarede min familie og venner hvad de skulle stille op den dag jeg døde, hvilke salmer jeg gerne ville have med til min begravelse og hvad der skulle ske med mine bøger (prioriteter og alt det der!). Jeg sendte aldrig det brev, og der gik også lang tid før jeg fortalte min mor det eksisterede. Det lyder en anelse dramatisk, men lad os hoppe lidt tilbage.

På daværende tidspunkt havde jeg været syg i et år - mange smerter og enorm udmattethed. Lægerne havde ikke den fjerneste idé om hvad der var galt med mig og synes at sende mig fra Herodes til Pilatus (jeg kunne ikke modstod at bruge det udtryk i et indlæg om påske!). Det eneste de rigtig kunne fortælle mig var at alle de undersøgelser og tests de tog var normale men at det var en kronisk tilstand og jeg kunne få en tid igen om et halvt år. Det er sådan med kroniske sygdomme at de gerne skal finde et leje og så blive der, det var bare ikke det der skete - mens specialisten på sygehuset rystede på hovedet i forvirring og bad om flere blodprøver så gik jeg og tænkte. Da vi nåede påske, ironisk nok Langfredag, nåede jeg frem til den barske konklusion at jeg var igang med at dø. Lægerne sagde det aldrig, men jeg var på blot et år gået fra at have et normalt liv som elev på en højskole med fuldt program til at være ude af min seng to-tre timer om dagen og ikke have kræfter til at åbne en flaske med vand - det føltes som om min krop var ved at slå sig selv ihjel. Det var ikke noget jeg som sådan oplyste folk om, det var trods alt en voldsom ting, men man kan se det i min dagbog, kunne høre det på mine bønner og også indimellem skimte det her på bloggen. (For lige at give jer slutningen med, så er jeg ikke længere igang med at dø - eller jo, det er jeg jo men det føltes ikke så hurtigt som tidligere. Lægen puttede mig på en glutenfri diæt ud fra et prøveresultat de tilfældigt fandt, men uden nogen som helst fidus til det virkede. Et år efter mærker jeg tydeligt effekten og er stille og roligt igang med at blive mere rask.)

Hvad skete der den Langfredag sidste år som gjorde den så anderledes end alle andre Langfredage i mit liv? Jeg så døden i øjenene, tror jeg. Som jeg gik der ved fjorden og pludselig fandt noget jeg aldrig havet fundet i mig før - en panisk angst for døden - så gav Gud mig nåde til at forlige mig med den. Til at nå til den erkendelse at livet aldrig har været, aldrig vil blive, i mine egne hænder. At jeg har lagt mit liv i hans hænder i fuld tillid til at han bevarer mig og gør med mig efter hans vilje, til at hans nåde er mig nok i min afmagt. Det gik op for mig at jeg, sygdom eller ej, altid har kunnet dø hvert øjeblik det skulle være og jeg blev i stand til også at ligge afslutningen af mit liv i hans hænder. Tilbage stod jeg "blot" med den store smerte jeg vidste det ville blive for min familie og venner, skulle jeg dø før jeg fyldte 25. Derfor brevet til dem. Jeg havde nu gjort alt hvad jeg kunne og jeg mærkede tydeligt lettelsen. Lørdagen gik i sengen men søndag brugte jeg en af mine på-benene-timer på at gå i kirke. Det var trods alt Påskesøndag og årets mest festlige dag.



Den føltes dog ikke festlig, som jeg næsten ikke kunne sidde stille fordi alting gjorde ondt og knap kunne stå op fordi jeg var så udmattet. Men som vi stod der og sang "tag det sorte kors fra graven" kunne jeg alligevel ikke lade være med at glæde mig og være fyldt af taknemmelighed til Gud. Han havde jo netop givet mig alt hvad jeg havde brug for. Som Paulus skrev det: For ingen af os lever for sig selv, og ingen dør for sig selv; for når vi lever, lever vi for Herren, og når vi dør, dør vi for Herren. Hvad enten vi altså lever eller dør, tilhører vi Herren. (Rom. 14:7-8)

Jeg står denne påske med en overstrømmende taknemmelighed. Både fordi Gud er i fuld gang med at helbrede mig og jeg føler mig selv begynde at vende tilbage til livet. Men så langt, langt mere fordi han har taget de her meget lange år og brugt dem til at drage mig nærmere ham. Jeg hørte den anden dag, det sagt om noget hårdt at "det har ikke ødelagt mit liv, for det har bragt mig til Jesus." - jeg kunne dårligt sige det bedre. Taksigelsen nu har muligvis en anden form og et andet udtryk end den havde midt i smerten - men den er stadig over det samme: Gud er mig nok, Gud har frelst mig, Gud elsker mig og drager mig til ham og jeg skal bruge evigheden sammen med ham. Han er i sandhed en nådig og kærlig Gud.