Håbet, det forståelige og den fulde erkendelse

"Livet forståes baglæns, men må leves forlæns." - Søren Kierkegaard

"Nu erkender jeg stykkevis, men da skal jeg kende fuldt ud, ligesom jeg selv er kendt fuldt ud." - Paulus (1. kor. 13:12b)

"[...]There is no way to get through suffering, unless you have a living hope." - Timothy Keller


Tre forskellige citater, tre kloge mænd - men hvad har de til fælles?
På hver sin måde behandler de smerte i livet. De kalder det hvert sit - Kierkegaard kalder det "det uforståelige", Paulus kalder det "stykkevis erkendelse" og Keller kalder det "suffering" (lidelse). Hvad du kalder det ved jeg ikke - men der er gode odds for at du kender til det. Det er en del af vores liv som mennesker i en falden verden, og der er sagt og skrevet rigtig meget om det.

Men den anden del af sætningerne - hvad med dem? Hvad med "det forståelige", hvad med "den fulde erkendelse" og hvad med "håbet"? - hvor kommer de ind i billedet? Hvor finder vi dem? Jeg lever mit liv, dag til dag, det bliver mere og mere vinter og jeg savner mere og mere lyset, glæden og i sin forstand også livet. Hvor skal jeg finde det henne? Lyset, det forståelige, den fulde erkendelse og håbet?

Jeg har en god ven der sagde til mig en dag "Lad Gud trøste dig Miriam. Men tag ikke til takke med hvad som helst - lad ham trøste dig med sig selv. Han er din største trøst.". Hvisheden om at Gud, skaberen og opretholderen af universet, den almægtige Herre der er i kontrol over alt, han kom til jorden, blev menneske og blev adskilt fra Gud ved sin død - for at jeg aldrig skulle blive det.
Deri må jeg finde min trøst. Deri må jeg finde mit håb.

Jeg kigger på mit liv og undres til tider, jeg har lagt mit liv i Guds hænder og det her er udfaldet? Det virker ikke altid super almægtigt eller helt vildt kærligt for mig. Men han har lovet mig at mit liv er i hans hænder - det er sandhed. Jesus siger ikke at spurven ikke vil falde, men han siger at den ikke vil falde uden at Gud er med den.  Håbet findes i den erkendelse, i den sandhed, at Gud har vores liv i sine hænder.

Vi skal finde håbet i at vi, på grund af Jesu død på korset, en dag skal stå ansigt til ansigt med Gud, den dag skal vi kende fuldt ud, den dag skal vi forstå, den dag er vores håb endelig forløst. Jeg tror på at jeg den dag vil kunne kigge på det liv jeg har levet på jorden og være helt sikker på at det var det bedste. Tænk over det: en dag at stå der, side om side med Gud, kigge tilbage på al smerten, sorgen, glæden, kærligheden og bare vide, fuldstændig uden tvivl at "det her var Guds nåde mod mig. Jeg ville ikke have ønsket det anderledes.". Hvilket grundlag for at bruge evigheden på at tilbede Gud!

Gør denne tanke smerten nemmere i øjeblikket? Nej. Gør den mig rask? Nej. Får den mig til at græde færre tårer? På ingen måde.

Hvad gør den så? Den giver mig håb.

Tanken om den almægtige Gud der har alt i sine hænder, at hans vilje sker og at han viser sin nåde over mit liv hver evig eneste dag. At jeg en dag skal stå foran ham og takke ham for det liv han gav mig at leve, fordi jeg endelig ser det hele fuldt ud. Den tanke, den giver mig håb. Midt i håbløsheden.

"Ikke alle dage er lige, 

alle ej på glæde er rige.

Ikke hver en dag nyder sjælen samme ro;

men hver en dag jeg kan på Jesus tro.

Ingen dag er jeg nåden værdig,

hver en dag er jeg dog retfærdig.

Skulle så en dag synes særig tung og slem,

den fører mig dog nærmere mit hjem."